Debat

Skrot flyvning og få ekstra ferie. Var det noget?

Tidens beslutningstagere i erhvervsliv og politik har i hvert fald været dygtige til én disciplin på klimaområdet: Møder. I 2022 strammer det til.

Fly rykker. Hvis man tager to rejser med fly til middelhavsområdet, udligner det forskellen i CO2-aftryk på at være vegetar og spise kød. Tre rejser med fly svarer til et helt år som bilejer. Alt regnet i hele træskolængder og ifølge en engelsk undersøgelse, som sammenligner forskellige aktiviteters CO2-udledning.

Fly rykker, og hvad der sker, hvis man klipper dem ud af ligningen, er testet. Da verdens lufthavne lå øde hen under coronakrisen sidste forår, faldt den globale CO2-udledning med 17 pct. Som ved et mirakel forsvandt den smog, der i årtier havde skjult udsigten til bjergtinder og blå himmel.

Et svensk arkitektfirma har taget en konsekvens af tallene. Ansatte, der fravælger at flyve, får ekstra feriedage.

Arkitektfirmaet betaler dem simpelthen for, at de dropper SAS og Ryanair. Det er adfærdsregulering i gulvhøjde. Ingen slag i luften, ingen »vi føler og vi synes« garneret med en FN’s Verdensmål-pin til 29 kr. fra Unicefs netshop.

Nu er spørgsmålet: Har arkitektfirmaet i Malmø fat i noget? Eller går det over stregen? Skal det holde nallerne fra, hvordan medarbejdere kommer på ferie? Fordi virksomheder ikke skal blande sig i, hvad deres ansatte prioriterer efter kl. 16, i weekender og de fem-seks uger om året, hvor det ikke er firmaet, der er altings akse, men familien?

Det sidste synspunkt hældte en dansk forsker i corporate social responsibilty til, da hun fik Malmø-eksemplet præsenteret. På et tidspunkt kan corporate values blive så stærke, at individet kommer under pres, i forhold til om man kan have egne værdier og fortsat være en god medarbejder.

Og hvem kender ikke det, hvis man har været ansat i en stor koncern? I forhold til åndsbollede livsstils- og motionsfirma-programmer, hvor rigtige drenge og piger i koncernen løber maraton eller kører på cykel og snakker udstyr og pulsmåling i kantinen og er på »Hej, Michael« med topchefen.

Eller den omvendte version. Hvor koncernen er så grundangst for at have værdier, at den ikke ønsker glædelig jul, men happy holidays. Hvor man som medarbejder er under stille, korporat sindelagskontrol til at mene, at ingen kultur er mere anbefalelsesværdig end andre, og ingen værdier er bedre end andre. Man har kolleger, og man har kunder, men man har ingen mening. Punktum.

Arkitektfirmaet i Malmø har en mening – og den sætter handling bag meningen. Dens Frequent Flyer-program med modsat fortegn er både fodformet og belærende, men den er også et vink til en industri, der trykker sig som en hare i en plovfure, mens jægerne nærmer sig: I er opdaget.

Det var miljøaktivisten Greta Thunberg, der opsummerede resultatet af COP26-mødet i september med tre ord: Blah, blah, blah. Uretfærdigt og taktløst efter manges mening. Men med den kerne, at tidens beslutningstagergeneration – både i erhvervsliv og politik – har været absolut bedst til at levere målsætninger, møder og planer.

Når et kontant tilbud om ekstra fridage for at droppe SAS og Ryanair kan slå et hul i mediestrømmen, siger det noget om, hvor kort man er kommet med handling på bæredygtighedsområdet. I Danmark venter braget. Efter snak, snak, snak skal der i 2022 endelig fastsættes CO2-afgifter. Endelig.

Miljørådet og Det Miljøøkonomiske Råd har foreslået henholdsvis 1.500 kr. og 1.200 kr. pr. ton udledet CO2.

Dansk Industri kalder niveauet for højt, og for landbruget vil det være endnu værre. En høj afgift vil efter beregninger koste 15.000 jobs i landbruget – i tyndt befolkede områder. Katastrofalt. Politisk kan man så vælge at friholde landbruget. Men så vil man sende dets del af klimaregningen til andre sektorer i erhvervslivet.

Handling. Det er problemet og løsningen på én gang. Hvis dansk erhvervsliv lægger SAS på is, som det svenske arkitektfirma, vil det grænse til unational virksomhed. SAS skal holdes i live, fordi det er forudsætningen for at holde Københavns Lufthavn i live som hovedstadens største arbejdsplads. Derfor er den danske stat storaktionær i luftfartsselskabet, og derfor vil staten formentlig poste nye milliarder i SAS i det nye år.

Men skal man som privat virksomhed arbejde for, at ens ansatte flyver mindre som det svenske arkitektfirma? Eller sidde på hænderne og snakke, som beslutningstagergenerationen har været så eminent god til?

Dét er spørgsmålet.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job