Derfor skal danske virksomheder slå til i Tyskland nu
De tyske indkøbschefer har erkendt, at de må sikre deres forsyningskæder og kigger i stigende grad mod nærmarkederne for at finde leverandører. Det giver danske virksomheder gode kort på hånden.
Generel ustabilitet i internationale handelsaftaler, turbulens i fragtruter og international politik og ikke mindst corona har fået det tyske erhvervsliv til at kigge efter leverandører, der kan byde på sikkerhed og pålidelighed i forsyningskæderne.
Det er udmeldingen fra de tyske organisationer, som er projektpartnere med Erhvervshus Sjælland i Interreg-projektet German-Danish Innovation.
Den politiske og industrielle magt i Tyskland er blevet pinligt bevidst om, at man har gjort sig for afhængig af oversøiske leverandører og turbulente markedsforhold. Der mangler varer på hylderne i mange lande, men i Tyskland er det selvforståelsen som verdensmester i eksport, som er på spil. Det er en opfattet katastrofe for de tyske kerneværdier i handelsverdenen, at lagrene er tomme og kunderne må vente.
Derfor vil 41 pct. af indkøbscheferne i fremtiden øge lagerbeholdningen markant for at øge leveringssikkerheden overfor kunderne, og 11 pct. vil hjemtage produktionen til virksomheden og dermed opbygge eller øge produktionskapacitet. Det fremgår af en opgørelse fra det tyske industri- og handelskammer.
Ifølge samme opgørelse er hele to tredjedele af de tyske indkøbschefer på udkig efter nye leverandører. Af disse ønsker 47 pct. at udskifte deres eksisterende leverandører eller tilføje nye, bl.a. med henblik på risikospredning. 12 pct. angiver også, at de ønsker at omlægge til leverandører, som er i geografisk nærhed. 22 pct. vil omlægge deres indkøbsstruktur og i højere grad fordele primærleverandører mellem flere lande.
Danske styrkepositioner er interessante for tyskerne
Samtidig er der et sammenfald mellem den tyske interesse og de danske styrkepositioner, der giver danske virksomheder gode kort på hånden overfor tyske virksomheder.
I Danmark er vi verdensmestre i digitalisering, et område hvor Tyskland hidtil har haltet langt bagefter, men nu har sat enorme ressourcer af til at indhente i alle områder af samfund og industri.
Fødevaresikkerhed er et andet område og er noget af det første, som bliver fremhævet om Danmark, når vi taler med tyske rådgivere indenfor fødevareområdet. Danske fødevarer og landbrugsprodukter har det højeste niveau af sikkerhed, hvilket fire ud af fem indkøbere betegner som en afgørende parameter i valget af en leverandør.
Den grønne omstilling er en tredje dansk ekspertise, som lige nu er i høj kurs i Tyskland.
Potentialet for virksomheder, der arbejder med grøn omstilling, er enormt, ikke mindst med den nye tyske ”trafiklyskoalition”, hvor De Grønne har indtaget både Økonomi- og Klimabeskyttelsesministeriet samt Miljøministeriet. Den nye regeringsaftale betyder, at der skal investeres yderligere 860 milliarder euro i grøn omstilling frem mod 2030 for at nå klimamålene. Selv en lille bid af denne kage vil være en stor mundfuld for dansk erhvervsliv.
Vicekansler er ven af Danmark
Samtidig har man i Robert Habeck, partimedformanden for De Grønne, vicekansler og Tysklands nye klima- og erhvervsminister, en glimrende ambassadør for Danmark. Han er dansktalende, har danske svigerdøtre og har læst på Roskilde Universitet (RUC). Ministeren har tidligere fremhævet, at han forudsiger et godt samarbejde med Danmark. Vi forudsiger, at en sådan grad af dansksindethed og generel berøring med Danmark i hans ministerium også vil komme det danske erhvervsliv til gode.
Hvor danske virksomheder tidligere ofte blev diskvalificeret på grund af en høj omkostningsstruktur, har de i denne nye situation en reel chance for at komme til fadet. Det kan de, fordi de har en høj grad af produktionssikkerhed og et digitaliseringsniveau, som gør dem attraktive for både industri og offentlig sektor.
Det er lige nu og her
Vinduet i Tyskland er åbent lige nu. Men andre nærmarkeder – f.eks. Holland - har også opdaget det og har påbegyndt aggressive salgsstrategier. Danske virksomheder skal altså gribe muligheden nu. De skal gøre deres forarbejde og gå til opgaven med tysk Fingerspitzgefühl kombineret med dansk handlekraft og mod til nye eksporteventyr, men de skal ikke sidde på hænderne – de skal gøre det nu.
Erhvervshusene står klar til at hjælpe med gratis, uvildig og fortrolig sparring.
Michelle Jeppesen & Steffen Leth Møller