Debat

Verdens forsyningskæder er pressede: Sådan handler du som investor

De globale forsyningskæder står i dag overfor massive problemer med at få varer og materialer frem. Det stiller nye krav til logistiksektoren, der er nødt til at genopfinde sig selv. Det kan blive en fordel for os alle – også investorerne.

Shipping- og logistiksektoren er i et hårdt marked, hvor man konkurrerer om den hurtigste levering til den laveste pris. Men i dag – under massivt pres fra kunderne – er et tredje parameter ved at vinde indpas.

Hastighed og pris vil naturligvis forblive helt centrale i valget af logistikleverandør. Men der er ingen tvivl om, at de nuværende udfordringer med forsyningskæderne har skabt en øget villighed blandt virksomheder: Nu vil man også betale for at komme først i køen til at modtage sine varer.

Den betalingsvillighed er det nye konkurrenceparameter i logistiksektoren – og har dermed givet nye muligheder for investorerne.

Forsyningskæderne på dybt vand

Et eksempel på de problemer, som de globale forsyningskæder står overfor lige nu, kan ses på havnen i Hongkong. Her er mængden af last til og fra havnen faldet med cirka 25 procent i gennemsnit fra 2020 til 2021. Et voldsomt fald i havnens effektivitet, der skaber en flaskehals i den globale forsyningskæde.

Samtidig er der sket markante prisstigninger på fragtcontainere. Det er simpelthen svært at opdrive containerne, få dem ombord på et fragtskib og frem til slutdestinationen. Og svært er lig med dyrt.

Det har sat tempo på en underliggende udvikling af logistikbranchen. På det seneste har vi set en større bevægelse: Væk fra fx de traditionelle linjerederier og hen imod full service-logistikvirksomheder, der kan få varerne hele vejen fra fabrikken til slutdestinationen.

De simple logistikvirksomheder bør ændre kurs

Den udvikling åbner op for nye muligheder for at udvide forretningen som logistikvirksomhed. Man kan forestille sig, at større logistikvirksomheder indgår kontrakter med globale producenter, som eksempelvis H&M eller Lego, hvor de kan være integreret partner og tilbyde noget nær en totalleverance.

Den type service er så tilpas kompleks, at logistikvirksomhederne kan kræve en særdeles favorabel pris. Den udvikling er ganske interessant – også som investor i logistik.

Den nye strømning, vi ser i logistik, vil medføre et skift i forretningsmodellerne. Simple transporttjenester, vognmandsvirksomheder, linjefragt og rederier kommer under pres fra – og overhales af – de mere bredt favnende konkurrenter.

Derfor bør investorerne i dag rette blikket mod de større logistikspillere på markedet. Den fremtid, vi ser nu, tilhører logistik-verdenens supermarkeder – dem, der har alt på hylderne. Og, som hvis de ikke har det, er klar til at købe sig til det.

Læs også
Top job