Måske er alle danske virksomheder ikke kriminelle. Måske. Tag chancen, banker

Vi lever i en tillidskultur her til lands. Vi stoler efter en international tommestok naivt meget på hinanden, og slipper også godt fra det – den slags hænger sammen – så når vi møder mistro sat i system og kolonner, stamper vi i gulvet: Den slags er udansk. Simpelthen.

Nu har en 71-årig dansker og virksomhedsejer fået nok. Nok af udansk mistro til at han driver en ærlig forretning. Så han er skiftet fra en dansk bank til en litauisk. Da han senest ville skifte til en dansk bank, forlangte den 33 pdf-filer med oplysninger og dokumentation - herunder om hans svigersøns personlige forhold.

Svigersønnen er nemlig ansat i noget så mistænkeligt og kontrolindbydende som en tiendedel af en fast stilling til at ordne bogføringen.

Hvad virksomhedsejeren gør oprør mod, er et vildtvoksende fænomen, der i den offentlige sektor ville hedde papirnusseri og bureaukratvælde, men som i banksektoren hedder ”hvidvaskkontrol”. Virksomheden – altså bankens kunde – kan jo være kriminel. Ikke?

Som den 71-årige selvstændige erhvervsdrivende siger til Finans om bankernes iver for at fange røvere og banditter, kan det virke som om, at de har misforstået, hvem der ofte viser sig at være Bjørnebanden:

”Det er i bankerne, at vi i årevis har set en kriminel adfærd, men alligevel stiller bankerne sig op og siger, at vi andre er kriminelle. Det er helt uhørt”.

Manden er nu kunde i en litauisk bank. Det skifte tog tre dokumenter og et par timer. Så var han inde i varmen. Du har tre gæt på, om det er uproblematisk.

Bagmandspolitiet har i en rapport fra 2020 fastslået, at der i såkaldte neobanker som den litauiske er ”stort potentiale for misbrug til hvidvask”, og at der er oplysninger om, at de anvendes ”af kriminelle aktører” til hvidvask. Sagt på jævnt dansk kan virksomheder, personer og grupper, der skal bruge en bank, der ikke stiller spørgsmål, finde udmærkede tilbud østpå.

Det rejser et bjerg af betænkeligheder, at det er så nemt at slippe ud af de danske bankers kontrolregime. Bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, henviser naturligvis til, at de må følge de procedurer, de er pålagt gennem lovgivning, særligt via EU.

Ifølge Finans Danmark følger man bare minimumsreglerne. Derudover: Kontrollen fører til 60.000 indberetninger om året. Hvor megen økonomisk kriminalitet, indberetningerne ender med at afdække, er ikke kendt.

Kultur spiser som bekendt strategi til morgenmad, og formodentlig også lovgivning. Derfor er papir med en tegning af den gamle Lillebæltsbro eneste betalingsmiddel i visse sammenhænge. Prøv du bare at bede om kvittering for fire rødspætter på kajkanten af Gilleleje Havn. Glem det. Transaktionen er ikke helt efter bogen. Den er noget meget stærkere og grundfæstet. Den er kultur.

Set fra sidelinjen er danske banker i deres iver for at få 10 i orden – og måske også i faget ”klassens sladrehank” – kommet til at glemme, at det er dem, der skal bevise, at danske virksomheder er kriminelle, hvis deres kontrolprocedurer er larmende, bimlende, bamlende forbi dansk tillidskultur og fornuft.

Man kan ikke gemme sig bag tysklærerinden – EU – og møde sine små virksomhedskunder med dokumentationskrav, som om de var polske reservedelsgrossister eller eksportører af italiensk jomfruolivenolie, der er presset på raps fra Rumænien. Man må vælge: Er man dansk i sin tilgang til danske virksomheder? Eller ikke dansk.

Hvad det betyder på køkkenbordsniveau, kan man se i det afsnit af TV2-dokumentaren ”Min sindssygt sunde familie”, hvor familiefaren sidder og åbner bedsteforældrenes gaver til deres børnebørn med en skalpel. For at afsløre, om der skulle være slik i dem. Og han finder ét stykke slik. Og han konkluderer, at da han og hustruen har besluttet, at sukker er gift, har han afsløret bedsteforældre ”i at prøve at forgifte børnene”. Hvis dén far har dansk pas, er det en fejl.

Sommetider må man vælge. Finans Danmark har givetvis 100 pct. ret i, at de danske banker blot efterlever EU-direktiver, som med tiden vil blive implementeret i hele EU, og at den litauiske bank i den sammenhæng hverken bruger lås på døren eller tyverialarm. Alle kan komme ind. Men derfra og til at en lille dansk virksomhedsejer skal behandles som førnævnte italienske eksportør af jomfruolivenolie, der er fabrikeret på rumænsk raps – der er der en tillidskultur til forskel.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Anders Heide Mortensen