Debat

Lad os gøre klimakampen effektiv og hyggelig

Regeringen har accepteret CO2-afgifter i dansk klimapolitik. For klimaaktivister virker modellen måske ukonkret. Men går du vildt op i klimakampen, så overvej følgende: Vil du helst moralisere over venner, kolleger og familiemedlemmers daglige beslutninger eller have en afgiftsmodel, der rent faktisk reducerer drivhusgasserne?

Udfordringen med CO2 og andre drivhusgasser er, at der er en samfundsomkostning - en eksternalitet - ved udledning, som producenter og forbrugere ikke medtager. Løsningen på problemet består i at ”internalisere eksternaliteterne”, altså at få producenter og forbrugere til at medtage ikke kun gevinsterne, men også de skadelige virkninger af forureningen, i købsbeslutningen.

Det kan man forsøge at gøre på forskellige måder. Man kan påvirke normerne, så det er forbundet med f.eks. skam at producere eller forbruge produkter med et højt klimaaftryk. Det afhænger nok af politisk ståsted, om man ser en rolle for staten i sådan en moralisering af individuelle beslutninger.

Personligt tænker jeg automatisk på sovjetregimets propagandaopdragelse af voksne mennesker. Moraliseringen kan også foregå mellemmenneskeligt. Det har vi sikkert alle medvirket til og været udsat for. Hyggen er første offer, når hakkebøffen bliver klimabedømt over middagsbordet. En ting er sikkert: Det er ikke omkostningsfrit, når folk bliver stigmatiseret af venner, kolleger eller familiemedlemmer.

Påvirkning af normerne kan dog kun (delvist) løse et af problemerne, nemlig ”at få intentionerne på plads”. Et andet problem handler om manglende information og kan illustreres med et enkelt hverdagseksempel: Forestil dig, at du skal bruge tomat til din simreret. Er det de lokale (fra gartneri) eller de spanske (fra friland), der udleder mest CO2? (Jeg kender heller ikke svaret.)

Til gengæld kan informationsproblemet sætte gang i en perlerække af tiltag fra virksomheder, som ønsker at gøre sig - eller blot hoserne - grønne med CSR, Verdensmål og Greenwashing. Det er umuligt for forbrugere og virksomheder at orientere sig i, og det er ikke givet, at resultatet er reduceret CO2.

Det problem løser CO2-afgifter, fordi forureningen kommer til at indgå i alle priserne på markedet. Eksternaliteterne bliver internaliseret gennem priserne, så virksomheder og forbrugere automatisk inkorporerer klimaaftrykket i deres beslutninger. Uden moralisering. Voilà!

De økonomiske vismænd støtter idéen og har regnet på alternativer. Meldingen er, at prisen for den grønne omstilling bliver mindst fire gange så dyr for samfundet med reduktionssubsidier frem for med afgifter. Den direkte vej for Danmark til at blive et grønt foregangsland til skræk og advarsel, frem for til inspiration, er gennem subsidier, puljer, tekniske krav og skiftende tiders mest populære Christiansborg-satsninger. CO2-afgifter er derfor den fornuftige tilgang til klimadagsordenen.

En følgevirkning bliver, at afgiftssystemet også skal sikre reduktionsmålsætningerne i sidste ende, og at andre metoder kun påvirker, hvor meget afgiftssystemet skal opfange. Eller sagt på en anden måde: Jo mere du moraliserer om klimabevidst forbrug, desto lavere bliver CO2-afgifterne.

Men du kan også vende den om: Hvis vi regulerer drivhusgasserne gennem afgifter, kan du slippe klimabekymringerne og skifte moralisering ud med rart samvær. Effektivt og hyggeligt. Det lyder meget dansk. Så lad os få indført de CO2-afgifter.

Læs også
Top job