Debat

Erhvervslivet har brug for en troværdig plan for CO2-afgiften nu

Det er afgørende, at regeringen hurtigt stiller med konkrete bud på, hvad den kommende CO2-afgift kommer til at indebære og at staten gør det lettere at bygge al den sol- og vindenergi, der er nødvendig for at nå i mål med visionerne om det grønne samfund.

Det er som bekendt nemmere at uddele gaver end at gøre noget dyrere og mere besværligt for vælgerne. Derfor skal politiske beslutningstagere blandt andet kendes på, om de tør træffe svære valg, selv om de kan blive upopulære. Men det gjorde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale, der varslede indførsel af en CO2-afgift i 2022.

”Hvis du udleder CO2 – så skal du betale,” som det blev udtrykt. Danmark skal gå forrest i den grønne omstilling og hæve barren yderligere.

Det er positivt, at regeringen samler klimahandsken op, selvom der er mange andre presserende udfordringer på dagsordenen såsom pandemi på tredje år, stormagtsspændinger og stigende inflation.

Men det er afgørende, at regeringen hurtigt konkretiserer sine intentioner for den kommende CO2-afgift, nu da katten er ude af sækken. Hvordan og over hvor lang tid tænker man, at CO2-afgiften skal indfases? Hvordan vil man beskytte udsatte erhverv? Hvor høj ser man gerne, at afgiften bliver?

Det er blot få af talrige spørgsmål, der er vigtige at få afklaret for erhvervslivet i almindelighed. Og de er decideret kritiske at besvare, hvis man vil give incitament til den grønne omstilling og forebygge, at energitunge virksomheder rykker til mere bekvemme himmelstrøg – og tager arbejdspladser og skattekroner med sig.

Giv virksomhederne ro i maven, til at handle grønt

Virksomheder planlægger mange år frem, når de tilrettelægger produktion og investeringer. Her har regering og embedsværk en opgave foran sig med at mindske usikkerheder og give toplederne viden, de kan navigere efter. Derfor skal regeringen hurtigt støbe fundamentet til en gensidig forståelse mellem stat og erhvervsliv om, hvordan en incitamentsbaseret grøn dagsorden kan tage sig ud.

Og des mere vi kan koordinere og lægge op til fælles nordiske eller europæiske regler, des bedre. Ligeledes bør regeringen være realistisk og prioritere samarbejde med lande, der deler Danmarks grønne ambitioner. For en CO2-afgift må ikke blive et kapløb mod laveste fællesnævner, men skal fungere som et betydningsfuldt og effektivt incitament til øget direkte og indirekte elektrificering af samfundet.

Det er også afgørende at sikre, at den kommende CO2-afgift er logisk og funderet i faktiske forhold.

”Hvis du udleder CO2 – så skal du betale”-delen er nem. Der er ikke stor forskel på at beskatte udledning af CO2 eller afgiftspålægge spildevandsudledning eller forbrug af vand, el og varme.

Handel med fradrag i CO2-afgiften er mere kringlet, men ikke umulig. Det kræver dog, at fradraget er grundet i faktiske forhold. Trækker en virksomhed f.eks. CO2 ud af atmosfæren og deponerer det i jorden, bør det udløse et fradrag svarende til den mængde, man har sparet atmosfæren for. Tilsvarende findes relativt præcise modeller for, hvor meget kulstof der opmagasineres ved skovrejsning. Så selv om det måske er første gang, man designer en afgifts- og fradragsmodel af denne kaliber, så er udfordringen til at håndtere.

Samtidig er denne jordbundne tilgang den bedste måde at forebygge, at man kommer til at etablere en platform for handel med CO2-besparelser, der er hentet fra fantasiens verden. Eksempelvis baseret på et tænkt scenarie, hvor man får kreditter for ikke at brænde en skov af, og dermed får kreditter for, hvor meget kulstof en kvadratkilometer skov kunne have udledt, hvis man brændte den af. Det ville være greenwashing og gøre langt større skade end gavn.

Omorganiser styringen af udbudsrunder

Et andet kritisk element er at sikre rigeligt råstof til drift af det bæredygtige samfund. Der skal ganske enkelt være grøn strøm nok – og her får vi travlt. Herhjemme satser vi som bekendt primært på grøn strøm fra vind og sol, og det vil vi fortsat gøre. Strategien har stærk opbakning fra politisk og folkeligt hold, ligesom danske virksomheder er globale ledere på udvikling af og opstilling af vindmøller, og har en stærk position indenfor solcellefarme.

Heldigvis kan efterspørgslen drive en meget stor del af den nødvendige udbygning af vind- og solkapaciteten, ligesom både institutionelle investorer og virksomheder står på spring til at påtage sig opgaven med at bygge og drive solcellefarmene og vindmølleparkerne.

Men det er nødvendigt at sikre nemmere adgang til at bygge. Det gælder både på land, men særligt de kvadratkilometer havbund, hvor de mange tusinde nye møller skal stå. Og her halter det aktuelt. Særligt kaster den tætte statslige styring af udbudsrunder for de største havvindmølleparker grus i processen og bør stærkt genovervejes. Ellers er det urealistisk at nå i mål med de ambitiøse produktionsmål inden 2030 og 2050. Hos KPMG ser vi dette som et centralt forhold at få løst.

Disse konkretiseringer vil være en naturlig forlængelse af de positive meldinger fra statsministerens nytårstale. Staten kan og skal ikke løse opgaven med at sikre grøn energi alene. Men staten kan og bør gøre sit for at sikre, at private og institutionelle aktører realistisk kan planlægge efter samt nå i mål med visionerne.

Så des før regeringen melder sine konkrete intentioner ud, des bedre.

Læs også
Top job