Debat

Elafgiften bør reduceres mere og hurtigere end i reformudspil

Med de seneste prisstigninger på energi er det er oplagt at reducere afgifterne på el, hvilket regeringen også foreslår i sit reformudspil “Danmark kan mere I”.

Med de dramatiske prisstigninger på el sammenholdt med, at en planlagt afgiftsreduktion er udskudt til at gælde fra 2023, bør el-afgiften reduceres mere end i regeringens reformudspil og med de største reduktioner placeret i de førstkommende år.

I udspillet foreslås en gradvis reduktion, så afgiften i 2030 er faldet til knap 57 øre per kilowatt (kWh) mod 90 øre her i 2022, når en reduktion på 10 øre pr. kWh fra energiaftalen i 2018 medregnes. Danmark har i dag den højeste elafgift i EU.

80 pct af landets elforsyning kom i 2020 fra vedvarende energi, hvilket er rekordhøjt og resulterede i, at CO2-udledningen forbundet med elproduktion er faldet til 117 gram CO2/KWh. Det er rekordlavt og et fald på 34 pct. på fem år. I 1990 var der ved produktionen af en kilowatttime forbundet en CO2-udledning på over 1000 gram. Når strømmen således er blevet næsten grøn, giver det klimamæssigt god mening at lette beskatningen.

Markedsprisen på el er steget kraftigt i 2021 og ligger primo december 2021 ca. 420 pct. højere end for et år siden på den fællesnordiske elbørs Nordpool. Det betyder en markant ekstra regning for virksomheder og husholdninger afhængig af, i hvilken grad forbruget er elbaseret.

Årsagerne er dels nogle kortsigtede, som handler om at vejrliget i perioder har været ugunstigt i form af mindre vind end normalt og mindre nedbør, som har reduceret elproduktionen fra de norske og svenske vandbassiner. De langsigtede strukturelle årsager til prisstigningen handler om, at man i omstillingen til grønne energikilder (havvind, sol mv.) har udfaset de sorte energikilder hurtigere, end man har fået opbygget kapaciteten for de grønne energiformer. En fejl i planlægning, prognosticering, og udmøntning af den grønne elproduktion, som primært det politiske system og relevante myndigheder er ansvarlige for gennem udbud af rettigheder til havvindkapacitet, politik for energiafgifter og tilskud og beslutninger om (tidsmæssig) udfasning af sorte energikilder.

Problemet med den manglende grønne kapacitet forstærkes af, at efterspørgslen efter el i samme periode er steget væsentligt som følge af overgang til eldrevne biler, busser og tog, varmepumper i stedet for oliefyr, nye datacentre med højt strømforbrug mv. Der er simpelthen ikke blevet etableret tilstrækkelig kapacitet for grøn strøm, som Klimarådet, Dansk Energi og andre også har påpeget.

De ovennævnte vejrrelaterede årsager må forventes at blive udlignet inden for kort tid, mens det ovennævnte strukturelle problem tager år at løse grundet forhold som f.eks. tidsrummet fra beslutning om udbuddet af en havvindmøllepark til at møllerne er i fuld drift.

En oplagt mulighed for at afbøde problemet for alle de borgere og virksomheder, der har investeret i varmepumper, elbiler mv. i tiltro til at rammevilkårene herunder afgiftsstrukturen for den grønne omstilling blev leveret, vil være at reducere elafgiften. At undlade at gøre det er en form for politisk tillidsbrud.

En politisk aftale om afgiftsreduktion - med en større samlet reduktion end foreslået i reformudspillet - hvor hovedparten af reduktionen vel at mærke placeres i de førstkommende år, vil således kunne tage toppen af prisstigningen på kort sigt og delvist kompensere virksomheder og husholdninger for faldet i rådighedsbeløb (efter energiudgifter).

Den bedste løsning på længere sigt er selvfølgelig etablering af markant mere kapacitet fra havvind, sol mv., hvilket finansloven for 2022 også adresserer i form af etablering af yderligere 2 gigawatt fra havvind inden udgangen af 2030. Samtidig kan en afgiftsreduktion medvirke til at undgå, at omstillingen til grøn energi går i stå i en periode, fordi, investeringer og anskaffelser, hvor el er energikilden, bliver urentable, når elprisen er så høj.

Læs også
Top job