Exit DF? Måske. Men her kommer erhvervslivet til at mangle Pianisterne
Dansk erhvervsliv blev aldrig rigtigt ven med Dansk Folkeparti. Men hvis partiet dør, åbner det problemer.
Ti minutter efter, at Morten Messerschmidt havde vundet formandsvalget i Dansk Folkeparti, sad den første kniv mellem hans skulderblade, og sådan har det været i dét parti et stykke tid. Marie Krarup har ikke til tillid til Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaard har ikke tillid til Kristian Thulesen Dahl, og Martin Henriksen har ikke tillid til nogen.
Dansk Folkeparti står muligvis foran en genrejsning, muligvis en rejse mod mørke og glemsel, men uanset hvor turen går hen, kan der sættes en streg under, at Pia Kjærsgaards opfindelse fra 1995 aldrig blev erhvervslivets allerbedste ven.
Venskab blev det ikke til, selv om partiet gik 150 pct. ind for Gud, konge og fædreland, ordnede forhold og privat ejendomsret, og selv om ledelsen ledede med samme faste hånd som direktionen i en virksomhed, der har ramt en vækstkurve og skovler Gazellepriser ind. Partiet blev heller ikke en ven af at omgive sig med attributter fra den borgerlige blok - slips, skjorter og dannebrogsflag blandt andet.
DF blev således ikke erhvervslivets kop the. Ikke helt. Heller ikke da Venstres daværende formand Anders Fogh Rasmussen i 2001 indtog Statsministeriet, og DF påtog sig at være garant for, at blå blok har regeringsmagten. Og at Socialdemokratiet IKKE har den.
Det geniale ved Pias opfindelse var, at den fragtede vælgere som førtidspensionisten over en kløft.
Nu er dagens ret i Pias parti knivdrab, og fortsætter det sådan, kan erhvervslivet snart se enden på partiet, man aldrig blev ven med. For eksempel fordi Dansk Folkeparti var med til at stemme Arne-pensionen igennem. Fordi partiet notorisk er imod at lempe adgangen for udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Og fordi partiet har kæmpet benhårdt mod en lavere topskat.
Alle de plager kan erhvervslivet slippe for, hvis partiet lykkes med sin interne selvmordsaktion. Exit Dansk Folkeparti.
Men derfra – hvad så?
For det første:
Efter Dansk Folkepartis exit – hvem skal så få en 58-årig førtidspensionist med beskedne indtægter og voldsom EU-skepsis til at lægge sin stemme i den blå kurv? Så en Jakob Ellemann eller en Søren Pape kan sætte sig i spidsen for en borgerlig regering?
Det geniale ved Pias opfindelse var, at den fragtede vælgere som førtidspensionisten over en kløft. Det er vælgere, der ikke deler syn på EU med blå blok, og ikke helt deler syn på skat og fordelingspolitik med blå blok, men alligevel ender som støtter. På den måde kan borgerlige politikere blive ministre og arbejde for borgerlige mærkesager – herunder erhvervslivets mærkesager.
Betalingen til Dansk Folkeparti er faldet i valutaen udlændige- og værdipolitik, men ikke i et niveau, hvor en borgerlig regering har været nødt til at bryde konventioner eller se sig ydmyget. Partiet var – set på den måde – ”billigt i drift” som borgerlig støtte.
Nye Borgerlige har tilsyneladende overtaget Dansk Folkepartis rolle som det store arbejderparti efter Socialdemokratiet. Men kan Nye Borgerlige løse den opgave, som Pia Kjærsgaards parti har løst for det borgerlige Danmark og for erhvervslivet?
Det står som et åbent spørgsmål. For det første fordi der kan rejses tvivl om, hvorvidt de vælgere, der identificerer sig som arbejdere, på en længere bane vil føle sig repræsenteret sig af Nye Borgerliges økonomiske politik. Den ligger klart tættere på Liberal Alliance end på Dansk Folkeparti. For det andet fordi Nye Borgerliges krav om tilsidesættelse af konventioner og udmelding af EU – det er et centralt løfte til deres vælgere – ligger på et niveau, hvor en Venstre- eller konservativt ledet regering muligvis simpelthen ikke kan levere varen. Man er et andet sted på skalaen end genetablering af grænsebomme.
For det andet:
Dansk Folkeparti har for visse dele af dansk erhvervsliv været udmærkede lobbyister. Partiet kunne bringe sager i spil under ”blå” regeringer, som ellers ville have en svær gang. Ingen nævnt, ingen glemt, men landets rygere og en del andre grupper har uden at vide det haft en part, der lyttede, efter at andre havde besluttet at lukke ørerne for en branches synspunkter.
Exit Dansk Folkeparti? Måske. Til gavn for erhvervslivet? Måske, måske ikke.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.
Anders Heide Mortensen