Fortsæt til indhold

Forrygende pensionsafkast kommer også samfundet til gavn

De seneste års gode afkast til danske pensionskunder kan i den grad også mærkes i statskassen, hvortil pensionsafkastskatten indbringer store milliardbeløb.

Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension
Debat
Hasse Jørgensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension

Selvom også 2021 stod i coronaens tegn, blev det et fantastisk investeringsår for pensionsselskaberne og dermed for de danske pensionskunder. Over en bred kam har danskerne fået tocifrede afkast på deres pensionsopsparing, og alene i Sampension fik kunderne sidste år et afkast på op til 23,4 pct.

Og de gode afkast betyder ikke bare, at danskerne får større pensionsopsparinger, og at der dermed i sidste ende bliver mere at gøre godt med i pensionstilværelsen. De høje afkast i 2021 kommer også samfundet til gavn i form af store milliardbeløb fra skatten på danskernes pensionsafkast.

Den såkaldte pensionsafkastskat (PAL-skat) er på 15,3 pct. af det årlige afkast på pensionsopsparingen, og jo bedre afkastet er, jo større er indtægterne fra afkastskatten. Derfor har de seneste års gode afkast til danske pensionskunder i den grad også kunne mærkes i statskassen. I 2020 indbragte pensionsafkastskatten således 48 mia. kr., og i 2019 var beløbet på rekordhøje 63 mia. kr. Og vi må forvente, at medvinden på finansmarkederne sidste år også vil afspejle sig i et betydeligt milliardbeløb til statskassen fra pensionsafkastskatten i 2021, hvor alene bidraget fra Sampension udgør ca. 3,3 mia. kr.

Det er med andre ord ikke småbeløb, der er tale om. Siden indførelsen i 2000 har PAL-skatten fået stadig større betydning, og den er nu en væsentlig indtægtskilde for staten. Hvis de samlede skatteindtægter er på 100 kr., bidrog pensionsafkastskatten i 2020 med 4 kr. ifølge Danmarks Statistik.

Til sammenligning bidrog selskabsskatten med 6 kr. samme år. Det vidner om, atPAL-skatten bliver en stadig vigtigere del af grundlaget for vores velfærdssamfund og bidrager til at ruste samfundsøkonomien til en fremtid, hvor andelen af ældre vil stige markant herhjemme.

Derfor er pensionsselskabernes forrygende afkast i 2021 både godt nyt for danske pensionskunder og for samfundet generelt

Artiklens emner
Pension
Pensionsselskaber