Lad os fejre dansk erhvervsliv sammen
Generalforsamlingen kunne være aktionærdemokratiets festdag, hvor vi sammen fejrer det erhvervsliv, der løfter et stadig større samfundsansvar.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Sæsonen for afholdelse af generalforsamlinger i de danske selskaber er over os. I konferencecentre landet over mødes aktionærerne med de bestyrelser, de har udpeget til at tilse, at selskaberne drives efter aktionærernes – og herunder også samfundets – interesser.
Du er aktionær, når du har købt én eller flere aktier i et selskab. Teknisk set, er der ingen forskel på, hvornår du som aktionær er investor eller ejer; men mentalt er der. Ejeren, det ligger i ordet, interesserer sig mere for selskabets ve og vel end investoren. Investoren allokerer sin kapital for at forrente den på bedst mulige vis og forholder sig derfor mere til selskabets prissætning.
Stemmeafgivelsernes træfsikkerhed er ganske enkelt behæftet med usikkerhed, når investorerne stemmer på flere tusinde afstemningspunkter, de kun kender overfladisk.
Landets største investorer – pensionsselskaber, investeringsforeninger og fonde – søger at forene investor- og ejermentaliteten. Men det er at forene spredehagl og riffelmetode at investere i flere hundreder – nogle gange tusinde – selskaber og samtidigt at udøve et forstandigt ejerskab i hvert enkelt af dem.
Kvaliteten af deres aktive ejerskab og systematiske stemmeafgivelse på generalforsamlingerne modtager da til tider også berettiget kritik fra fagfolk. Investorerne ved godt selv, at de udlever aktivt ejerskab på “best effort”-basis. Stemmeafgivelsernes træfsikkerhed er ganske enkelt behæftet med usikkerhed, når investorerne stemmer på flere tusinde afstemningspunkter, de kun kender overfladisk.
Kvaliteten af det aktive ejerskab skal naturligvis både debatteres og forbedres, men det er hævet over enhver diskussion, at et velfungerende og inkluderende aktionærdemokrati er godt for selskaberne og for samfundet.
Men selvom alle aktionærer er velkomne, er alle ikke lige vigtige. For det utrænede øje kan det være svært at se forskel på den selvpromoverende investor, som benytter aktivt ejerskab til at fremhæve egne meritter overfor sit bagland, og den forstandige investor, der måske lige netop derfor kommunikerer mere ydmygt. Samfundet har mere gavn af forstandige investorer.
Det kan vi gøre noget ved. Vi kan udpege nogle af landets største investorer som systemisk vigtige, som vi kender det fra de systemisk vigtige banker. Den systemisk vigtige investor skal betros og anerkendes for at løfte et særligt samfundsansvar; til enhver tid at udøve aktivt ejerskab med kvalitet mere end kvantitet. Det skal sikre, at ingen selskaber overlades til egennyttige direktioner, fjerne indeksinvestorer eller larmende mindretalsinvestorer.
Og i forlængelse heraf burde vi gøre noget mere for at fejre aktionærdemokratiet og dansk erhvervsliv, der løfter et stadigt større samfundsansvar. Blot så de ikke glemmer det.
