Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Ledere er der ingen af, når staten beskriver teenageforældre anno 2022

Teenageforældres version af ledelse består i at ringe til de andre forældre i klassen og sige forbudt bagefter. En statslig video udstiller fænomenet.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Hvad er det nu, man gør, hvis man er far eller mor til en dreng i 9.A. og ser to biler køre sammen, så der er glasskår og blod?

Man ringer hurtigt til nogle andre forældre i 9. A. og spørger, om klassen har en politik for, hvad man gør, hvis man har set to biler køre sammen. Og man banker på døren til sin drengs værelse og indleder en snak om bilsammenstød, selv om han siger ”gå” og ikke fatter en bønne. Men ”man bliver i samtalen”.

Erstat ordet ”bilsammenstød” med ord som ”snus”, ”alkohol”, ”sex”, ”sociale medier” og ”energidrik”, og du har essensen i en rådgivningsvideo til teenageforældre, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet. Se den.  Særligt hvis du er kollega til eller chef for en teenagemor- eller far. Al hjælp fra erhvervslivet er velkommen.

Dansk erhvervsliv kan få en udfordring om nogle år. De unge skal kodes om i hjernen.

Anders Heide Mortensen

For vi har vist en udfordring, og den vil ramme danske virksomheder om nogle år. Vi har en udfordring, hvis mødrene og fædrene til tidens teenagere er som de fire voksne i videoen, der uafladeligt beslutter at ”ringe til de andre forældre i klassen” eller ”tage snakken”, når deres dreng i 9.A. har gjort noget, som drenge og piger i niende klasse nu engang gør og måske til alle tider har gjort.

Udfordringen er fravær af ledelse. Tidens teenageforældre kan ikke lede, ikke deres halvvoksne børn og knap nok sig selv, og det er kodningen, som junior m/k går ud i verden med. Blandt andet på arbejdsmarkedet. Forældrenes version af ledelse består i at se bekymrede ud og gå ud i bryggerset og lukke døren og ringe til de andre forældre i klassen og sige forbudt bagefter.

I videoen, der skal forestille virkeligheden, karter teenagernes forældre rundt i et rodsammen af ængstelse, forvirring og bekymring uden mål og retning. De fire voksne på fortysomething, der spiller forældre, skal vist signalere, at det er i orden at være i tvivl. Men kernen er, at de mangler dømmekraft. Derfor drøfter de opdagelsen af en pose snus i juniors jakke, som om det var 20 gram kokain. Derfor er de blanke som spejle, når et dilemma dukker op. Alt er bekymrende, alt er farligt.

Den type mennesker kan ikke lede ret meget, og det er her, at dansk erhvervsliv kan få en udfordring om nogle år. De unge skal kodes om i hjernen.

Dømmekraft og proportionssans. Det er nøgleord i ledelse.

Anders Heide Mortensen

I forhold til rusmidler for eksempel sådan her: Ledelsen i virksomheden Pedersen & Søn ringer ikke til de andre forældre og spørger, hvad de tænker, hvis medarbejderne drikker det dobbelte af Sundhedsstyrelsens anbefalinger til de to årlige firmafester. Ledelsen bruger sin sunde fornuft og sender de berusede hjem i taxaer og misbrugerne til afvænning. Snus er noget skidt, men tolereres i firmaet ud fra den tanke, at det er et mindre onde for medarbejderen og kollegerne end cigaretter. Og kokain er bare nogo. Det skyldes straffelovens §191 og den erfaring, at et misbrug er sværere at komme ud af end alkoholisme.

Sådan leder ledelsen i Pedersen & Søn. I begyndelsen vil det sikkert føles sært og fremmed for de unge, der er vokset op med, at når et dilemma dukker op, skynder de såkaldte autoriteter sig ud i bryggerset for at ringe og kalde sammen til forældremøde. Og derefter får 9.A at vide, at forældrene i 9.A har talt sammen og bestemt, at i 9.A drikker man ikke alkohol, før man er 18. For eksempel.

Staten, repræsenteret ved Sundhedsstyrelsen, har sikkert lavet filmen til bekymrede teenageforældre ud fra de bedste motiver. ”Tiden er fyldt med spørgsmål”, har de nok tænkt på Islands Brygge 67, ”og vi har et bud på svaret: Tal sammen.” 

Jo, Sundhedsstyrelse, men: Uanset om man er folkesocialist, socialdemokrat, liberal eller konservativ udstiller jeres video et problem. Problemet er, at tidens teenageforældre har tabt kompasset i mosen. Det er faktisk OVERHOVEDET ikke svært at afgøre, om en pose snus i en jakkelomme er et kæmpestort problem, hvis man holder snus op mod den cigaretrygning, som forældregenerationen dyrkede. De samme forældres sammenkædning af alkohol og ukontaktbar beruselse blandt teenagere er også en grov fejllæsning af virkeligheden. Kun promiller af de unge havner til udpumpning.

Dømmekraft og proportionssans. Det er nøgleord i ledelse. Videoen udstiller, at det i sin kerne er dømmekraft og proportionssans, som tidens smækneurotiske og snotforvirrede teenageforældre savner, og som arbejdsgivere og andre forhåbentlig besidder, når de overtager ledelsesopgaven.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Anders Heide Mortensen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.