Alle og enhver har ikke ret til at blande sig i virksomheders ledelse
EU-forslag om bæredygtig due diligence er ikke særlig bæredygtigt. Det angriber selskabers ret til at bestemme over deres egen forretning.
Lige nu er det ultrapopulært at gøre noget godt for planeten, og heldigvis for det; det har vi brug for. Men ind imellem sker der desværre noget uheldigt i politikernes iver for at vise, hvor “grønne” de er: At de støtter dårlig lovgivning - bare fordi lovgivningen får et navn, der indeholder ordet ”bæredygtighed”.
Dét må ikke blive tilfældet med EU-Kommissionens nye forslag om ”bæredygtig due diligence”. Et forslag, der skal skabe ensartede regler for, hvordan virksomheder undersøger og vurderer deres samarbejdspartnere. Det i sig selv kan være fint, og langt de fleste virksomheder laver allerede selv due diligence med tanke på både miljø, klima og menneskerettigheder.
Problemet med Kommissionens forslag er, at der har sneget sig nogle helt uacceptable angreb på virksomhedernes frihed og på ejernes naturlige ledelsesret ind. Én af de problematiske idéer er, at man vil give udenforstående miljøbevægelser og NGO’er indflydelse på virksomhedernes interne beslutninger.
Virksomhedsledere skal ifølge forslaget tage hensyn til eksterne stakeholders’ synspunkter, når de leder virksomheden. Og de bliver endda forpligtet til det. Det betyder, at Gud og hvermand kan klage over den måde, virksomheden bliver ledet på. Det er helt uhørt, og det er ekstremt indgribende i virksomheders rettigheder.
Det er et grundlæggende princip i en fri markedsøkonomi, at en virksomhed selv bestemmer, hvordan den vil lede sin egen forretning - så længe det er inden for lovens rammer. Magten over en virksomheds beslutninger kan aldrig gives til udefrakommende. Hvis politikere eller folk fra NGO’er vil ind og bestemme, hvordan en virksomhed ledes, må de jo købe en aktie ligesom alle andre. Eller stifte deres egen virksomhed, hvis de tror, at de kan gøre det bedre.
Man kan frygte en situation, hvor en NGO vil begynde at klage over specifikke beslutninger, som en virksomheds bestyrelse har taget - fordi netop dén beslutning ikke lige passer i NGO’ens verdenssyn. Skal en virksomhedsledelse være forpligtet på det, hvis de ellers overholder den gældende lovgivning?
Vi skal håndtere samfundets problemer med den mest effektive lovgivning. At tro, at vi skaber en mere bæredygtig verden ved at give eksterne stakeholders indflydelse på, hvordan virksomheder ledes, er simpelthen forfejlet. Lige nu er vi i gang med at forhandle en stor klimapakke i EU, som netop skal sikre det samme: Vi skal have handel med CO2-kvoter, standarder for bilers udledninger, stramme krav om energieffektivitet og miljøhensyn og meget andet.
For det er hér, vi løser bæredygtighedsproblemerne bedst. Det gør vi ikke ved at angribe virksomheders ledelsesret.
Linea Søgaard-Lidell, MEP (V) og Torsten Schack Pedersen, MF (V)