Denne anbefaling vil være oplagt for Pensionskommissionen
Der er stadig uafklarede spørgsmål i det danske pensionssystem. Sparer vi nok op? Kan det betale sig for alle at spare op? Skal vi arbejde, til vi bliver 100 år? Og hvad skal der ske med de grupper i samfundet, der slet ikke sparer op til pension?
I efteråret 2020 nedsatte regeringen en kommission om tilbagetrækning og nedslidning. Om ganske kort tid udkommer rapporten, der skal besvare en række væsentlige spørgsmål til indretningen af det danske pensionssystem. Blandt nogle af de mange spørgsmål, der skal belyses, er fordele og ulemper ved anciennitetsbaserede modeller for tidlig tilbagetrækning, sammenhængen mellem levetid og antal raske leveår samt afdække virkningerne af en lempeligere indeksering af folkepensionsalderen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at der mangler kvalificeret arbejdskraft herhjemme. Også af den grund går bølgerne højt i diskussionen om den såkaldte Arne-pension. En debat, der fik yderligere luft under vingerne, da Beskæftigelsesministeriet den 13. april offentliggjorde, at 33.500 borgere har fået tildelt retten til tidlig pension. Da ordningen ikke er voldsomt økonomisk attraktiv, vil det langt fra være alle, der vil gøre brug af den. Men uanset hvad, kommissionen måtte anbefale, vil regeringen på ingen måde pille ved det, der må betegnes som en af kronjuvelerne i dens arbejdsmarkedspolitik.
Danmark har holdbare offentlige finanser, men vi har også en meget hård indeksering af folkepensionsalderen. Et ekstra års levetid udløser i princippet et ekstra års arbejdsliv. Det betyder, at danskerne kan se frem til en virkelig høj pensionsalder. Reglerne har sikret (over-)holdbare finanser, men flere og flere stemmer rejser spørgsmålet: Kan det nu også være rimeligt, at alle ekstra leveår skal bruges på arbejde?
Vismændene har i 2021 beskrevet, hvordan et stop for indeksering efter 2040, så pensionsalderen fastholdes på 70 år, vil betyde uholdbare offentlige finanser. Men konklusionen er også, at en lempeligere indeksering er foreneligt med holdbare finanser – også selvom, der skal bruges flere penge på forsvaret i de kommende år.
En tredje ting, som kommissionen forhåbentlig kigger på, er den såkaldte restgruppe. Altså de grupper i samfundet som af den ene eller anden grund ikke sparer op til pension. I 2018 indgik den daværende regering en aftale om, at alle modtagere af overførselsindkomster skulle have en obligatorisk pensionsopsparing på 3,3 pct. i 2030.
Det virker oplagt, at kommissionen anbefaler lempeligere indeksering af folkepensionsalderen efter 2040, og at det vil blive modtaget positivt i det politiske system.
Samme princip kunne finde anvendelse for f.eks. selvstændige og folk, der er ansat i job uden tilhørende pensionsopsparing. Niveauet vil være så lavt, at det ikke spænder ben for arbejdsmarkedspensionerne, men samtidig højt nok til, at de, der hidtil ikke har haft pensionsopsparing, vil spare så meget op, at de ikke får fuld plade på folkepension, tillægspension og ældrecheck.
Det bliver spændende at læse kommissionens anbefalinger. Det virker oplagt, at kommissionen anbefaler lempeligere indeksering af folkepensionsalderen efter 2040, og at det vil blive modtaget positivt i det politiske system.
Kommissionen bør skele til den obligatoriske pensionsopsparing, som i dag gælder for modtagere af overførselsindkomster og foreslå, at selvstændige og andre, der i dag står uden pensionsopsparing, fremover lægger mindst 3,3 pct. af indkomsten til side til pension. Til gengæld vil anbefalinger der piller ved Arne-pensionen falde på stengrund, men derfor kan anbefalingen jo komme alligevel.
Thomas Søby