Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Hvis du vil ændre noget, skal du kende den paradoksale teori om forandring

Man kan ikke forandre det, som man ikke accepterer helt og fuldt. Hvis man forcerer det, man ønsker i stedet, er der ikke plads til at være med det, der er. Og så sker forandringen ikke, eller allerhøjest på pseudoplan.

Louise Orbesen, partner i rådgivningsvirksomheden Leading Humans. Tidl. konsulent hos McKinsey & Co og Boston Consulting Group

Jeg er blevet bidt af at køre på cykel. Landevejscykel. Den slags cykling, som mange ikke-cyklende mennesker elsker at nedgøre med ord som ”midaldrende mænd i lycra” og ”at de flygter fra det åndelige, intellektuelle og livets dybde”.

For mig handler det i al sin simpelhed om livsglæde. Når jeg suser ud ad en lille landevej med marker i højre øjenkrog og en sø i venstre, så rammes jeg af et lille stik af intens glæde. En lykkepille i koncentreret form. Og når jeg træder så hårdt op ad bakkerne, at jeg kortvarigt frygter, at lungerne ryger ud af munden, så ved jeg, at jeg senere lander i sofaen med en ualmindeligt dejlig følelse af at være brugt. På den helt rigtige måde.

Det er også her i min nyfundne cykelverden, at jeg i weekenden blev mindet om den paradoksale teori om forandring. Det er en vigtig teori, som er simpel, men alligevel svær at forstå. Og i særdeleshed svær at huske, når forandring for alvor er nødvendig. Enten fordi, man selv ønsker at forandre sig eller fordi, man ønsker at ens kolleger, team eller organisation skal forandre sig.

Oprindeligt var det Jung, der pegede på, at ”et menneske trives og vokser kun i den slags forhold, hvor han eller hun føler sig fundamentalt accepteret som den, han eller hun er.” Det er en vigtig indsigt, så hvis du ikke lige fangede den i første hug, så læs den lige igen.

Senere præciserede gestaltterapeuten Beisser ordene i en egentlig teori: ”Et menneske forandrer sig – ikke, så længe det forsøger at blive, hvad det ikke er, men først når det helt og fuldt identificerer sig med, hvad det er”.

Når det lykkes, er det kosmisk. Orgasmisk. Og når det ikke gør, er det et helvede.

Louise Orbesen

Og så tilbage til landevejen. En del af cyklingens glæder er det sociale. Det at iklæde sig ens tøj og møde hinanden fri af den kontekst, der ellers omgiver og definerer os. Når man ligger i en gruppe, er det afgørende at koncentrere sig om det, der er lige her og nu. Konsekvensen af at tabe fokus er prompte og potentielt alvorlig. To sekunders manglende opmærksomhed kan betyde, at man rammer hjulet foran, og at man styrter.

Hvis man til gengæld lykkes med at ligge på hjul, kan man være heldig at ramme en følelse af at være en del af noget større. En organisme, der bevæger sig fremad i højt tempo. Små signaler, der bliver givet videre uden lyd. En respons. Et ryk, der skifter hele formationen i en glidende bevægelse. En fælles dyb koncentration, hvor man har hundrede procent tillid til, at det, man ikke selv kan se på vejen foran en, er der en anden, der ser og melder. Når det lykkes, er det kosmisk. Orgasmisk. Og når det ikke gør, er det et helvede.

I weekenden lykkedes det ikke. For mig. Jeg vidste det nærmest på forhånd. For jeg havde fået min ”hadeplads” på holdet. Bagerste position i en gruppe, der endnu ikke er kørt helt sammen. Der var uro, høje stemmer, falske meldinger og ryttere, der ikke turde at lægge sig tæt på hjulet foran. For mig betød det, at jeg ikke fandt noget af det, jeg elsker ved cyklingen. Intet flow. Ingen rytme. Det var som at befinde sig fem timer midt i brændingens virvar.

Man kan ikke forandre det, som man ikke accepterer helt og fuldt. Det er særligt sætningens sidste tre ord, der kan volde vanskeligheder. 

Louise Orbesen

Jeg brændte dobbelt så meget energi af, som jeg ville have gjort på en af de andre pladser på holdet. Og det meste af det var oppe i hovedet. De første to timer brugte jeg på at brokke mig højlydt. Indeni hørte jeg en stemme, der sagde ”slip det” og ”slap nu af, det er jo kun en plads på et cykelhold”, og udenpå hørte jeg min egen stemme, der beklagede sig over larmen, uroen og uretfærdigheden i, at jeg skulle have den her plads.

I begyndelsen blev der lyttet hos rytterne rundt om mig, men efter lidt tid begyndte de i stedet at fyre jokes af, slå over i sang, grine højlydt og bryde ud i begejstring, når der var én, der lavede en fejl eller når der skete noget, der ellers kunne lede til frustration.

Holdet kunne (forståeligt nok) ikke rumme min frustration. Og svaret blev det, de gerne vil have i stedet: Harmoni. Der var ingen accept af det, som var. Hverken hos mig selv eller hos de andre. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke at kunne slippe min irritation. Og holdet omkring mig etablerede en forceret idealverden. En verden af harmoni, hvor ”vi alle har det godt og er glade”. Jeg kom hjem med en følelse af at være udenfor. Og de andre havde ikke fået det fællesskab og den cykeltur, de havde håbet på.

Man kan ikke forandre det, som man ikke accepterer helt og fuldt.Hvis man – som her – forcerer det, man ønsker i stedet, er der ikke plads til at være med det, der er. Og så sker forandringen ikke, eller allerhøjest på pseudoplan.

Louise Orbesen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.