Byg os en sandkasse, så bygger vi bæredygtigt

For nylig fik vi en ny bolig- og indenrigsminister. I den anledning vil vi gerne give den nye minister et væsentligt bud på, hvordan vi sammen – branchen og staten - forløser branchens potentiale for at bidrage til en substantiel grøn omstilling inden for byggeriet.

Om mindre end et år træder de obligatoriske CO₂-krav til byggeri i kraft. I byggebranchen er både entusiasmen og lysten til at skabe positive forandringer stor. Men endnu er det få, der har modet og muligheden for at omsætte denne entusiasme til handling og bygge mere bæredygtigt.

Der er en del ubekendte ved at anvende byggematerialer, som der ikke er så meget (ny) erfaring med i Danmark. Og i byggeriet er ubekendte lig med risiko, hvilket afholder en del i branchen fra at kaste sig ud i at anvende nye materialer. 

Derfor fortsætter langt de fleste med at bygge ud fra de erfaringer, vi gjorde os, da klimakrise højst var lig med store olieregninger. Og så kommer den nødvendige forandring ikke.

Byggebranchen skal selvsagt gøre sit. Og bygningsreglementets krav er et skridt på vejen. Men desværre ikke et særlig stort skridt. Snarere et lille, som mest af alt er summen af de ting, som branchen kunne blive enige om, uden at nogen risikerer at træde for langt ud på vippen.

Og ingen tør at træde længere ud på vippen. Dels fordi man ikke rigtig ved, hvor man skal træde hen. Dels fordi der således igen er en del ubekendte, og dermed igen opstår en risiko, som det kan være svært at påtage sig. Det bliver vi nødt til at lave om på, så der kan komme gang i det bæredygtige byggeri.

Vi kan få mange flere i gang, hvis man fra politisk side hjælper med at skabe de rette rammer. Vi behøver ikke en støttemodel eller noget i stil med de ordninger, der er til varmepumper og boligjobordning.

Vi foreslår i stedet, at man etablerer, hvad vi kunne kalde en form for risikobegrænset sandkasse. En sandkasse, hvor de mest frygtsomme kan tage springet uden at satse butikken.

Og hvordan ser sådan en sandkasse så ud? 

Konkret forestiller vi os, at den udformes således, at staten stiller en art forsikring til rådighed for et afgrænset antal byggerier af forskellig størrelse og karakter, som private og almennyttige bygherrer vil kunne benytte sig af. 

Det skal ske på baggrund af et sæt nyttige kriterier, som har det tilfælles, at byggerierne og materialerne er nyskabende og særligt bæredygtige. Kriterier, myndighederne og branchen sammen definerer. 

Det vil kunne skabe denne risikobegrænsede sandkasse for byggeri med høje målsætninger og en præmis om, at byggerierne skal skabe andet end krusninger i overfladen.

Det smukke ved den model er, at staten ikke nødvendigvis skal have penge op af lommen, og bygherrerne får hænderne delvist på kogepladen, men får også friheden til at tage chancer og skabe nye erfaringer, som kan danne grundlaget for fremtidens bæredygtige byggeri.

Så fra branchens side håber vi meget, at vores nye boligminister har lyst til at se nærmere på, om vi kan få skabt en sådan sandkasse. Vi tænker, at det er en oplagt måde at fremme den grønne omstilling i byggeriet på.

Gorm Rasmussen & Henrik Hyltoft