Inflation – ikke Nationalbankens bord?
Det afgørende er ikke, om en euro koster 7,46 kr., lidt mere eller lidt mindre. Det afgørende er købekraften. Hvad kan man købe for en krone? Har Nationalbanken glemt det i et monomant forsvar af den faste kronekurs?
Regeringen er i færd med sammen med støttepartierne at genindføre dyrtidsreguleringen. Men denne gang er den vist ikke automatisk. Og den gælder ikke for alle.
Den er ifølge Pia Olsen Dyhr forbeholdt helt almindelige danskere. Det er lidt uklart, hvem der opfylder kriterierne. Men mon ikke det vil vise sig, at der er mange almindelige danskere i Nordjylland. De bor i alt fald ikke i Nordsjælland; folk med bopæl nord for København vil ikke være omfattet af den særlige ”dyhrtidsregulering”.
I februar besluttede regeringen at udbetale en check til dækning af stigende udgifter til opvarmning med el og gas. Checken, der senere blev fastsat til 6.000 kr., udbetales til efteråret til ca. 419.000 husstande, der i 2020 havde en samlet indkomst på ikke over 650.000 kr.
Bemærk udtrykket varmecheck. Det er de færreste, der kan huske, hvordan en check ser ud. Måske udtrykket blot skal fremkalde billedet af mor Mette, der sidder og skriver checks ud til frysende vælgere.
Men det stopper ikke her. Den 25. april oplyste statsministeren, der havde skaffet sig tid hos TV-Avisen, at 290.000 modtagere af ældrechecken kan se frem til i år at modtage en ekstra check på 5.000 kr. Som varmechecken skal den ekstra check være skattefri. Sæsonen for stemmefiskeri var gået ind.
»De stigende priser gør ondt, især på nogle af vore pensionister,« oplyste statsministeren, der føjede til, at også førtidspensionister kan se frem til at modtage en ekstra check.
Basaren var åben. Nu kunne også andre byde ind. Enhedslisten ville også have en check til arbejdsløse, syge og studerende. SF ville forhøje den grønne check til børn med 1.500 kr., og Dansk Folkeparti vil have genindført håndværkerfradraget, som netop er afskaffet, efter at vi i årevis har haft en overefterspørgsel efter håndværkere.
Også Skatterådet ser fjernsyn. Den 26. april oplyste rådet, at man pga. stigende benzinpriser har besluttet at forhøje satserne for kørselsfradrag med 18 øre pr. km. Denne gang var de ualmindelige danskere i Nordsjælland sluppet med. Bare vent, til fru Dyhr opdager det.
Men havde det dog ikke været at foretrække, om man – i stedet for denne kaskade af checks til helt almindelige danskere – midlertidigt havde reduceret de enorme energiafgifter, der er fastsat i en anden tid og med et andet sigte. Mon ikke der med de gældende energipriser er den fornødne tilskyndelse til at skrue ned for radiatoren?
Nej, ifølge de røde partier vil generelle afgiftslettelser ikke i tilstrækkelig grad lette byrden for de svagest stillede. Jamen, hvis det er den almindelige opfattelse på tinge, så må Folketinget jo hæve personfradraget eller reducere satsen for bundskat. Også det kan man jo gøre midlertidigt; og det kan give umiddelbar virkning.
Problemet er inflationen. Med 6,7 pct. har vi i Danmark den højest målte inflation i 38 år. Den bekæmper vi ikke med ufinansierede kompensationsordninger. Inflationen er en sag for Nationalbanken, der har som et af sine overordnede formål at sikre stabile priser. Det gør banken, oplyser den, med en fast kronekurs over for euroen. Det er et automatsvar uden reelt indhold.
Den faste kronekurs er ikke længere midlet, der skal sikre stabile priser. Den faste kronekurs – alene over for euroen vel at mærke – er blevet målet. Det er dog tankevækkende, eftersom et flertal i september 2000 stemte nej til at lade Danmark deltage i den fælles valuta.
Nationalbanken spejler Den Europæiske Centralbanks rentesatser. Med en negativ rente har ECB vendt ryggen til inflationen, der i EU nærmer sig 8 pct. Det er ikke betryggende. ECB har ladet sig tage som gidsel af gældsplagede middelhavslande, der ved en renteforhøjelse risikerer at falde ud af eurozonen.
Med fastkurspolitikken tjener Nationalbankens rentesatser alene til at fastholde kronekursen over for euroen. Nationalbanken kan ikke på én gang sikre en fast kronekurs og stabile priser. Nationalbanken har valgt side til fordel for den faste kronekurs - med inflationen må det gå, som det kan.
Nationalbanken må genopfinde sig selv. En opskrivning af kronen over for euroen kunne være tricket. En højere kronekurs vil medføre en forøget købekraft - vi vil kunne se frem til en lavere inflation. Vi vil få et mindre overskud over for udlandet. Og hvad så? Længe har vi haft et årligt overskud på et par hundrede milliarder på betalingsbalancen. Til hvilken nytte?
Jørn Astrup Hansen