Mangel på arbejdskraft rammer også den enkelte
I de seneste mange år har debatten om mangel på arbejdskraft mest drejet sig om firmaer, der må sige nej til ordrer, og en samfundsøkonomi, der vokser langsommere end den kunne. Men der er også udfordringer for den enkelte, når der mangler kolleger på arbejdspladsen.
Siden 2015 har vi diskuteret mangel på arbejdskraft. Det altovervejende fokus har været på de udfordringer, som det skaber for virksomhederne, og det afledte uudnyttede potentiale i samfundsøkonomien.
Det er væsentlige problemstillinger, og når mere end 40 pct. af virksomhederne i industrien melder om mangel på arbejdskraft som produktionsbegrænsende faktor, så skal det tages alvorligt.
At de seneste tal for ingeniører og mange faglærte grupper samtidig viser arbejdsløshedsprocenter på under 2 pct., sætter yderligere en tyk streg under problematikken.
Men ikke kun virksomheder og samfundsøkonomien rammes, når arbejdskraften mangler. Den enkelte medarbejder på arbejdspladsen rammes også hårdt. De manglende kolleger betyder nemlig overarbejde, mindre tid til innovation og efteruddannelse, mere travlhed og i sidste ende måske endda dårligere kvalitet i arbejdet og stress.
Analyser blandt IDA's medlemmer tyder i hvert fald på, at der også på medarbejdernes side er mange negative effekter af manglende eller for få kolleger. Mere end 4 ud af 10 medlemmer af IDA svarer, at deres team eller afdeling mangler kvalificeret arbejdskraft.
De negative konsekvenser af for få kolleger er mangefacetterede.
Det strækker sig fra det helt oplagte, at arbejdsmængden for den enkelte vokser, og der bliver mindre tid til at løse opgaverne, over mere overarbejde og mindre tid til efteruddannelse og løsning af opgaver, der ligger uden for den enkeltes kompetenceområde.
Samtidig tilkendegiver færre end hver tredje, at deres nærmeste leder i høj grad tager ansvar for at finde løsninger, når kravene overstiger ressourcerne, eller når der er flere arbejdsopgaver end de, der kan løses på de timer, der er til rådighed.
Men problemerne stopper ikke her. For på virksomheder, hvor der mangler arbejdskraft, oplever medarbejderne i højere grad, at de er stressede, og arbejdsglæden er markant mindre end de arbejdspladser, hvor der ikke mangler kolleger.
De problemer, den enkelte oplever, vil ofte være skjulte, og de kan være vanskelige at kvantificere.
Men der er ingen tvivl om, at stress og manglende arbejdsglæde før eller siden også vil sætte sine spor på virksomhedens bundlinje. Enten fordi produktiviteten og kvaliteten falder, eller fordi de pressede medarbejdere søger over til andre virksomheder med bedre ledelse og mere fokus på trivsel – også når hverdagen er presset.
Det kan så igen føre til en negativ spiral, hvor manglende ressourcer og utilfredshed gensidigt forstærker hinanden.
Så nok skal arbejdskraftmangel håndteres politisk, da det er et problem for dansk økonomi. Men det er altså ikke alene samfundets skyld og ansvar. Arbejdsgiverne og lederne har også en vigtig rolle at spille, så mangel på kolleger ikke fører til dårligt arbejdsmiljø, stress og i sidste ende personaleflugt.
Thomas Søby