Pludselig taler alle om ulighed

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ved Folketingets afslutningsdebat forleden blev der igen sat fokus på uligheden, som er vokset under Mette Frederiksens regeringsperiode. Selv om regeringen i forståelsespapiret lovede at ”reducere uligheden”. Det vil uden tvivl blive trukket frem igen og igen i den valgkamp, der for længst er skudt i gang.

Stigningen er i den beskedne ende. Man skal have luppen frem, når man dykker ned i tallene. De seneste beregninger viser, at når man ser på, hvor stor en indkomst vi råder over, er uligheden som følge af regeringens politik steget med 0,08 procentpoint målt ved Gini-koefficienten – det mest udbredte, men også grove og meget simple mål for ulighed.

Tager man højde for den effekt, forbrugsafgifterne har på uligheden, så er Gini-koefficienten steget med 0,21 pct. Heraf skyldes de 0,15 procentpoint højere tobaksafgifter, som blev vedtaget med bred opbakning i både blå og rød blok.

Det burde være støttepartierne Enhedslisten og SF, der bed regeringen i haserne. Men det er især Venstre og Liberal Alliance – godt suppleret af Konservative – der i de sidste måneder har ført an i debatten om Gini-koefficienter og fordeling.

Det er lidt pudsigt, at netop Venstre, Konservative og Liberal Alliance nu tager uligheden op. Uligheden målt på disponibel indkomst er vokset de sidste 20-30 år. Siden 2001 og frem til 2019 er den steget godt 5 procentpoint til 28 pct.

I 14 ud af de 18 år har Venstre, og i store dele af den periode også Konservative, siddet på regerings-taburetterne. Liberal Alliance havde også ansvaret et par år.

Der er – desværre, kunne man fristes til at sige – ikke ligefrem noget i de udspil, som de tre partier har været fremme med, der viser, at de har set lyset og nu vil bidrage til at reducere uligheden.

Venstres forslag til Finansloven for 2022 var fordelingsmæssigt skæv med fald i den disponible indkomst for de fattigste og stigninger i indkomsten for de rigeste.

Det samme gælder de Konservatives pivskæve finanslovsudspil for 2022, som forgylder de allerrigeste med skattelettelser på 33.150. Pengene til det fandt K ved at skære i velfærdsydelser.

Og Liberal Alliance? Hvad mon Gini-koefficienten er på partiets nye økonomiske plan? Den har LA undladt af offentliggøre, men hånden på hjertet, mon ikke Gini-koefficienten ligger en del over de 0,08 pct.?

I de kommende måneder vil der blive kastet rundt med forskellige regnestykker fra rød og blå side. At bekæmpe ulighed er imidlertid vigtigt og fortjener at blive behandlet med en større seriøsitet, når valgkampen engang er overstået.