Er SAS flyvefærdig eller færdig med at flyve?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

SAS’ økonomi har det dårligt. Det er dog ikke nogen nyhed. Det samme gælder for behovet for at få tilført flere af de mia., som investorerne tidligere har tilført uden at det dog har ændret ved, at SAS’ økonomisk er udfordret, og at selskabet endnu ikke har fundet en varig økonomisk vinderformel i en meget udfordret industri præget af næsten fuldkommen konkurrence. Med næsten tænker jeg på, at der gælder nationale interesser, som går til - men ikke over konkurrencestregen.

Det vakte behørig opsigt, at SAS’ topchef i et stort interview i starten af året i Finans åbenbarede de store økonomiske udfordringer, som SAS stod og står overfor. Interviewet kom ikke tilfældigt. SAS havde brug for positiv fremdrift i SAS Forward – den plan, som skal sikre en bedre balance mellem indtægter og udgifter end den underbalance, som så mange gange har givet et nyt finansieringsbehov og mere aktieudvanding. Ledelsen ville gerne gøre medarbejderne opmærksomme på behovet og alvoren.

Det lykkedes ikke for ledelsen dengang at få succes med sit forehavende. I hvert fald har man ikke fået lavet nye aftaler med piloterne, endsige med andre personalegrupper.

SAS eksisterer i sin egen økonomiske virkelighed. Godt nok er selskabet børsnoteret, men der gælder specielle og andre regneark for selskabet, må man antage. Man får indtrykket af, at en vis underbalance ikke betyder det store. SAS har jo Danmark og Sverige, for hvem, tænker man, det må være utænkeligt, at selskabet ikke flyver videre som om intet specielt var hændt. Alt er blevet økonomisk tilgivet, og sammen med Wallenberg og private investorer er der løbende blevet udstedt nye aktier og tilført nye midler. Hver gang for sidste gang, indtil næste gang i det mindste.

I Danmark har mange trukket på smilebåndet af den italienske stats vedvarende understøttelse af en ikke økonomisk bæredygtig model for Alitalia, men er SAS så meget anderledes?

Så længe SAS, arbejdsgivere og arbejdstagere har opfattelsen af, at staterne kan hente de økonomiske kastanjer ud af ilden, og ved staternes mellemkomst assisteret af private midler, finansiere fremtiden via fortsat mere udvandende aktiekapitaludvidelser, flyver selskabet videre.

Investorerne har det som piloterne i cockpittet. De har udsynet; kan se når tunge skyer trækker sig sammen om økonomien, og når der er fare på færde. Alligevel bliver de ved med at kaste gode og nye aktiepenge efter dårlige.

SAS er ude i endnu en eksistentiel kamp. De mangler penge. Skal bede obligationsejere om at ombytte obligationer til aktier for at lette gældsbyrden, og samtidig udstede nye aktier for at få penge i kassen. Selskabet har just afleveret det 10 underskudsregnskab i træk. Skulle de høje energipriser stige yderligere, har SAS ingen afdækning som kan holde stigende omkostninger fra at belaste økonomien yderligere. I den henseende er det flere dårlige nyheder, at andre luftfartsselskaber ikke er ligeså pressede, og at de formentlig i en sådan situation, vil erobre yderligere markedsandele fra netop SAS.

SAS får formentlig først en bæredygtig og flyvefærdig model den dag, hvor selskabet er blevet mindre komplekst med en lavere omkostningsbase, og hvor den statslige ejerandelsmæssige involvering er forsvundet. Det vil tvinge arbejdstagere og arbejdsgivere til at indgå aftaler, som er langsigtede og bæredygtige økonomisk set, eller også at erkende at tiden er løbet fra den nuværende model, hvor investorerne har så mange aktier, at de kan bade i dem eller tapetsere væggene med dem.