Deglobalisering er ikke det nye sort
En ny geopolitisk virkelighed efter krigen i Ukraine har genåbnet diskussionen om at hjemtage produktionen, så spørgsmålet er, om dansk økonomi lukker sig om sig selv? Svaret er heldigvis: Nok ikke.
Der kan ikke være meget tvivl om, at krigen i Ukraine har blotlagt massive svagheder i de globaliserede forsyningskæder. Idéen om, at så længe vi handlede, så undgik vi alverdens dårligdomme, er desværre blevet lagt i graven.
Og når danske virksomheder bløder uhyrlige summer på deres produktionsanlæg i Rusland, så er det selvfølgelig nærliggende, at man overvejer situationen en ekstra gang, når man f.eks. skal beslutte om den nye fabrik skal ligge i Kina eller Vesteuropa.
For Kina har også udenrigspolitiske ambitioner, og kunne f.eks. en invasion af Taiwan føre til sanktioner mod Kina, som ligner dem, vi har set mod Rusland? Det er ikke helt utænkeligt, selvom de pragmatiske stemmer nok vil få større vægt, da konsekvenserne er anderledes uoverskuelige. Ikke mindst fordi Kina ikke længere bare er et produktionsland, men også et helt centralt marked for danske produkter.
Men der skal ikke være nogen tvivl om, at hvis konsekvensen bliver markant mindre handel og hjemtagning af produktion, så kommer det til at koste danskerne dyrt. Ikke mindst i en tid, hvor vi i et rekordstramt arbejdsmarked skal finde hænder til f.eks. at fremskynde den grønne omstilling.
Sat på spidsen: Hvem er det, vi forestiller os skal betjene symaskinerne, hvis vi ruller globaliseringen tilbage?
Men vi har stået her før. Dog af andre årsager.
Da finanskrisen rasede, og det globale finansielle system var i knæ, blev det svært at handle med hinanden. Senere var det Donald Trump, der forsøgte at komme de amerikanske industriarbejdere til undsætning med en handelskrig mod Kina. Og senest var det pandemien, der med nedlukninger og kampen om vacciner og podepinde fik os til at sætte spørgsmålstegn ved globaliseringen.
Selvom disse begivenheder på papiret kunne sætte globaliseringen i bakgear, så forholder det sig anderledes i virkeligheden. Handlen fortsatte stort set ufortrødent, og af de ovenstående begivenheder, er det faktisk kun den amerikanske handelskrig med Kina, der har sat et varigt præg på statistikkerne.
Den lille krølle på halen er dog, at amerikanerne næsten én-til-én har erstattet den kinesiske import med import fra andre lande i Sydøstasien – stik imod hensigten.
Så når bestyrelser og direktioner mødes til diverse strategi-seminarer henover sommeren, så vil temaet helt sikkert stå højt på agendaen. Men buddet herfra er, at de fleste vil lande på noget, der ikke ligger langt fra ”business as usual”.
Nogen kommer til at tilbagerulle de såkaldte lean-processer, der har ryddet op i antallet af leverandører. Men det ændrer ikke voldsomt på handelsmønstrene. Det er nemlig svært at omkalfatre de forretningsfordele, som handlen medfører.
Med andre ord: Skal produktionen foregå i baghaven, så bliver det dyrt for den enkelte virksomhed og svært at konkurrere med de virksomheder, der tør høste samhandlens fordele. Og det skal vi formentlig sætte pris på. For alternativet er en betydelig velstandstilbagegang.
Palle Sørensen