Fortsæt til indhold

Lettere at købe bolig i yderområder

MF Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører, løsgænger
Debat
Hans Kristian Skibby

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

MF Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører, løsgænger

Danmark er et dejligt land. Vi skal sikre, at landet hænger sammen, og at det er muligt at bo alle steder.

Selvom Danmark er et lille land med relativt korte afstande mellem land og by, så er der områder, hvor bosætning kan være en udfordring. En udfordring, fordi nogle boligkøbere oplever, at de har svært ved at få et realkreditlån til finansiering af deres drømmebolig på landet.

Der er dele af Danmark, der ligger i såkaldte yderområder, hvor det i dag er svært at få et realkreditlån - trods god privatøkonomi.

Heldigvis har et flertal i Folketinget - heriblandt seks løsgængere - netop vedtaget en ny lov, der giver danskere mulighed for at få et boliglån med statsgaranti.

Hvis boligen ligger i et yderområde, og man ikke kan få et boliglån på almindelige vilkår, så kan statsgarantien være en mulighed. De yderområder, vi taler om, drejer sig om cirka 200 postnumre.

Betingelserne for statsgarantien er, at boligen har en handelspris på under 10.000 kroner per kvadratmeter eller er beliggende i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kroner per kvadratmeter. Statsgarantien gælder for den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 procent af boligens værdi.

For en bolig til en værdi af 1 mio. kr. vil staten garantere for 90 procent af lånet mellem 600.000 kr. og 900.000 kr., dvs. garantere for 270.000 kr. De sidste 10 procent vil typisk være 5 procent som banklån og 5 procent som egen opsparing (udbetaling). Der afsættes et beløb på 21 mio. kr. årligt til ordningen i risikopræmie på finansloven.

Statsgarantien vil være med til at sikre sammenhængskraften i Danmark. Garantien er en håndsrækning til de danskere, der drømmer om en billig bolig på landet og i de mindre byer, som det i dag kan være svært eller umuligt at få realkreditlån til.

Jeg er glad for ordningen, og håber den bliver en succes. Ordningen med statsgaranteret lån løber i en periode på tre år, og vi vil følge udviklingen nøje.

Artiklens emner
Sommerhus
Ejendomsbranchen