Farvel til negative renter – goddag til tabt købekraft

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De negative renter har snart 10 års jubilæum, men det er så som så med den festivitas, der normalt følger med en rund dag. Negative renter er en mærkelig, usædvanlig og svært forståelig størrelse, som har skabt glæde, når de var udgangspunktet for din boligfinansiering, men vrede og forvirring, når du skulle sætte dine overskydende penge ind i banken og måske betale for det.

Det var i midten af 2012, at Nationalbanken nedsatte den rente, som bankerne deponerer penge til, indskudsbevisrenten, til under 0. Danmark var et par år forud for Europa og den europæiske centralbank, ECB, i kampen for at stimulere økonomien og passe på at kronen ikke blev for stærk.

Rentemarginalen – bankernes bread and butter, består af en fortjeneste på såvel ind- som udlån, og det er formentlig her, årsagen til at de negative indlånsrenter har været så forkætrede og svært forståelige, skal findes. Bankkunderne tænker på rentemarginalen på udlånssiden, men historisk har den også eksisteret på indlånssiden. Rentemarginalen på ind- og udlånssiden har langsigtet samlet været på ca. 3,5-4 pct.

Indlånsmarginalen, defineret som forskellen mellem den rente som bankerne betaler dig for at have dine penge stående på dine konti, og renten i bankernes bank, Nationalbanken, havde i gennemsnit været 0,9 pct. i tiden forud for finanskrisen fra 1997-2008.

I 2008 kom finanskrisen, og den forandrede rigtig meget de efterfølgende mere end 10 år. Den globale økonomi fik sig en ordentlig pengepolitisk vækstbooster for at sikre, at vækstmotoren ikke satte ud, og at inflationen kunne forblive omkring 2 pct.

Sammen med og efter finanskrisen fortsatte det rentefald, som startede i 1985. Rentefald er og var altså ikke en ny ting. Det nye var, at renteniveauet var ekstremt lavt.

Tilbage til indlånsmarginalen. De penge, som bankerne ikke kunne eller ikke ønskede at låne ud, blev sat ind i Nationalbanken. Hvis den historiske indlånsrentemarginal skulle have været intakt, skulle indlånsrenten straks være sat på køl. Nationalbanken tog 0,1 pct. til at begynde med, og inklusive det historisk gennemsnit fra 1998-2007, ville det have svaret til en indlånsrente for dine penge på minus 1 pct. 0,1 + 0,9.

I starten skete der ingenting, og det var der en lang række gode grunde til. Tiden var ikke moden til negative indlånsrenter, og bankerne var med rette bange for konsekvenserne af at sende dig en regning for at have penge i banken. Pengesager er delikate, hvilket bl.a. kom til udtryk, da der tidligere havde været diskussion om at pålægge en dankorttransaktion et gebyr på 0,25 kr.

Fra 2019 var tiden moden til at bankerne spredte regningen for de negative renter ud på flere, og det skabte røre. De fleste steder er indeståender under 100.000 forblevet friholdt fra at betale, og det har været en god og fornuftig grænse at sætte.

I 2022 er verden forandret på ny. Her 14 år efter finanskrisen, er markedsrenterne; alle andre renter end Nationalbankens indskudsbevisrente, steget markant. Denne rente er stadig aktuelt på minus 0,6 pct. Hvis den historiske indlånsmarginal skulle være forblevet intakt, ville din rente på indlån have været minus 1,5 pct. i gennemsnit. Nogle mere og andre lidt mindre.

Hvis Nationalbankens indskudsbevisrente inden årets udgang eksempelvis løftes med 1 procentpoint, vil det bringe renten til 0,4. Allerede når renten passerer 0, vil det være realistisk, at næsten alle indlån ikke længere skal betale negative renter. Mindre indlån har aldrig betalt, og derfor vil den rente forblive uændret meget længe. Skulle historien gentage sig, og det gør den sikkert ikke helt, ville det kræve betydelig større rentestigninger for at bringe alle indlånsrenter over i positivt terræn.

Når indlånsmarginalen ikke kommer tilbage til 0,9 men noget lavere, skyldes det heldigvis bl.a. øget konkurrence. Det er en god ting. På trods af en Arne-skat, som bliver udskrevet af politikerne, men reelt betalt af kunderne, vil indlånsrentemarginalen næppe vende tilbage til det historiske gennemsnit. Kunderne betaler flere gebyrer og bankerne har skåret i deres omkostninger.

Er du storindlåner, som ønsker at være kontant og likvid, er der formentlig udsigt til rentebedring snart. Nogen afkastfest af kontanter skal du dog ikke forvente at blive indbudt til. En indlånsmarginal på eksempelvis 0,5 pct. vil kræve en indskudsbevisrente højere end 0,5 pct., før du får en forrentning. Og det endda i gennemsnit.

Når de negative renter forsvinder, gør det ikke turen hen til banken meget mere interessant, men det fjerner parkeringsafgiften. Bevægelsen til 0 er en lettelse, men hvis du ikke investerer pengene til et afkast, som kan matche prisudviklingen, mister du købekraft.

Nullet bør i sig selv ikke være nogen målsætning for afkast af din kapital, selv om det bliver opfattet og omtalt som en milepæl. Det svarer til at tænke mere på parkeringspladsen end køreturen.