Nyt tv-program sætter pessimisterne til vægs

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Allerede navnet på TV 2’s klimasatsning ”Min Idé – Vores Mission” gjorde det let at afskrive konceptet som et klodset forsøg på at skabe en konkurrent til DR’s ofte kritiserede, men blandt seerne meget populære iværksætterprogram Løvens Hule.

Kritikerne kunne også finde næring i det lettere spraglede dommerpanel, som blandede klimaaktivister, forretnings- og mediefolk. Eller det faktum, at ”Min Idé” ikke behøvede at være til en kommerciel virksomhed, men også kunne være til et foreningstiltag eller sågar en politisk intention. Dommerne skulle heller ikke selv have penge op ad lommen i form af investeringer, men i stedet finde ud af, hvem der skulle have en halv million i præmie.

Med andre ord: Programmet led af de samme udfordringer, som den grønne omstilling i øvrigt gennemgår. Den kan være svær at få hænderne om og vokser i uventede retninger, der ikke let lader sig indfange af et stramt koncept. Desværre. Men også heldigvis.

Jeg tillader mig et kort resume til dem, der ikke måtte have set programrækken. Over fire udsendelser pitchede godt 30 teams deres produkter, forretningsmodeller og ideer for fem dommere, som sammen skulle blive enige om hvilken idé, der fortjente en finaleplads.

I sidste udsendelse så man finalisterne modtage coaching fra relevante eksperter med erfaring inden for deres idéområde og lave et nyt, stærkere pitch på baggrund af, hvad de havde lært, og hvad dommerne havde givet dem af feedback. Robotto (dronesoftware til bekæmpelse af skovbrande) vandt foran Stop Spild Lokalt (forhindring af madspild), Mewalii (mindre miljøbelastende hygiejnebind) og Hemboo (mere klimavenligt alternativ til cement).

Udover at hjælpe konkrete og glimrende klimaløsninger på vej, hvilke positive aftryk efterlader programmet sig, nu da projektørlyset er slukket og den genanvendelige (håber jeg) konfetti er fejet op? Mindst to.

Det første aftryk er af oplysende karakter. På trods af programmets lidt løse og søgende form formåede det at identificere og promovere fire ideer, som har fokus på de punkter, hvor det gør mest ondt: Vores forbrug, vores fødevaresystem, vores byggeri og udbedring af de klimakatastrofer, der kommer stadig flere af. I udskillelsesløbet blev der også tid til at forklare seerne om behov for alternative energiformer, emballageudfordringer, cirkulære problemstillinger, tøjindustriens genvordigheder og meget andet, som det er svært at formidle uden at blive belærende.

En stribe sympatiske og kompetente iværksætterteams kan ikke redde hele verden, og det er ikke sikkert, at deres ideer kommer til at overleve de udfordringer, der altid er, når man skal bygge en forretning eller forening fra bunden. Men som minimum gjorde de den bredere befolkning opmærksom på, hvor klimakrisen gør mest ondt, og hvor der kan og skal sættes ind.

Vi er allesammen forbrugere og vælgere. De af os, der derudover har penge at investere, kompetencer at bidrage med og lovgivning at sætte i værk, har er ansvar for at gøre vores hellige pligt. På alle måder vi kan. For iværksætternes skyld og for vores allesammen. Det vidste vi godt. Der er forandringer og løsninger, der skal sættes i værk. Nu ved vi det igen.

Den anden aftryk er af mere psykologisk karakter. Meget overraskende indgød programmet, som tog udgangspunkt i en udfordring af enorme dimensioner, en yderst tiltrængt følelse af håb om, at vi faktisk kan komme i mål med grøn omstilling i tide. Ideerne var gode, nuvel – men lige så vigtigt: Der er tydeligvis mange mennesker, som tager verdens problemer alvorligt og er villige til at dedikere deres arbejdsliv til at løse dem. Programmet var stoppet med folk, som personificerede det paradoks, det er både at kunne se et fatalt og næsten uløseligt problem og alligevel udstråle entusiasme over at få lov til at arbejde med dem.

Den hollandske filosofiprofessor Mara van der Lugt beskriver ”håbefuld pessimisme” som et nyttigt punkt mellem den naive optimisme (det løser sig, så jeg behøver ikke at gøre noget) og den lammende pessimisme (alt er alligevel tabt). Ingen af de to yderpositioner kan bruges til noget, hverken som samfund eller individ. Det første er en illusion, det andet en depression. Begge positioner er ansvarsfralæggelse.

Moralen i ”Din idé – vores mission” blev en kærlig påmindelse om, at det både er trist og unyttigt at være en doomer - ekstreme pessimister og fatalister, når det gælder globale prolbemer. Der er langt mere perspektiv, og glæde, i at smøge ærmerne op og arbejde sammen med andre på at blive en del af løsningen.

Må indsatsen fra dommerne og deltagerne tjene som hvervekampagne, både for dem som springer ud som iværksættere og dem, der tager ansvaret på sig på deres nuværende arbejdsplads.