Der er bevægelse på bæredygtighedstrappen
For mange virksomheder bliver 2022 det sidste år, hvor de kan træffe et fundamentalt valg: Lægge det nødvendige arbejde i at få noget positivt ud af den grønne omstilling – eller indstille sig på en tilværelse i dén del af feltet, hvor den primært består af udgifter og risici.
Forestil dig en trappe, hvor hvert trin svarer til et ambitionsniveau for en virksomheds bæredygtighedsindsats. Og forestil dig, et stykke oppe af trappen, en typisk dansk virksomhed, repræsenteret af en typisk dansk direktør. Vi kalder ham (for det er det oftest) for Nielsen.
Nielsen kan et stykke længere oppe af trappen skimte nogle af de ledestjerne-virksomheder, som inspirerer både nationalt og globalt. Ørsted, Grundfos, Maersk... den slags. Dem, som har integreret bæredygtighed i selve deres virksomhedsformål og som dyster med andre virksomheder om topplaceringer i internationale rankings, eksempelvis Corporate Knight Top 100.
Nielsen beundrer dem, men tænker også, at det næsten er feje hold. For stjernerne har også bedst adgang til talent, er de mest beundrede i de årlige imageanalyser og er feterede i den internationale presse. De har selvfølgelig science based targets på plads og får flotte karakterer i de årlige kunderatings. Dem der har, skal mere gives.
Nielsen vender lidt opgivende ryggen til klimastjernerne og kigger nedad på en broget flok på trinnene nedenunder, der ser deres bæredygtighedsansvar som noget, der primært defineres af lovens rammer. Deres klimaambition er kun at gøre nok til at undgå strafferetlige konsekvenser, sagsanlæg og de største skandaler. Bæredygtighed er en belastning og en udgift – intet andet. De knurrer dernede, over uærlige konkurrenter, stigende rapporteringskrav og stadig mere bøvlede forhold, blandt andet når kunder og banker stiller nyfigne klimaspørgsmål.
Sådan var vi også engang, men nu er vores virksomhed bedre end dét, tænker Nielsen. Den står fornuftigt på trappen med en underskreven Global Compact-erklæring og første dataindsamling til et grønt regnskab over egne udledninger. Pærerne i hovedkontoret er skiftet til LED og bakket op af grønne energicertifikater. Et ”økoprodukt” er lanceret, baseret delvist på genbrugsplast og med offsetting, kommunikeret med en grøntonet markedsføringskampagne.
Det er blevet sværere at skimte klimaduksene, som stod lidt længere oppe ad trappen. Har de bevæget sig opad?
Firmabilerne bliver erstattet med hybrider, når det betaler sig. Nielsen overvejer endda at lave en bæredygtighedsrapport, når finans- og kommunikationsafdelingen får tid. Nuvel, det er måske ikke Mærsk-agtige ambitioner – men intentionerne er gode, og det fortjener verden at vide.
Mens han lykønsker sig selv over, at hans virksomhed er godt i gang, opdager Nielsen noget. Det er blevet sværere at skimte klimaduksene, som stod lidt længere oppe ad trappen. Har de bevæget sig opad? Eller er det forbrugerombudsmanden, der skygger med sin nytårspræcisering af, at der vanker millionbøder, hvis man kalder et produkt ”grønt” eller ”bæredygtigt” uden at kunne bevise det? Statsministeren, der ellers havde lovet at hun var rød, før hun var grøn, italesætter en CO2-afgift. Nielsen har endda hørt rygter om, at 2022 bliver året, hvor der gøres alvor af løftet om, at den offentlige sektor vil sætte håndfaste mål for at købe grønnere ind.
Stramninger af regler om udvidet producentansvar. Nye rapporteringskrav fra 2023, som går langt ud over kravene i årsregnskabslovens §99a. Stadig mere nærgående spørgsmål fra banken, som selv forsøger at holde sig på et nogenlunde fornuftigt trappetrin og skal redegøre for, om deres kundeportefølje er grøn eller ikke-grøn. Forbrugerrettede sammenligningsplatforme, som kloger sig på, hvilke virksomheder der ”gør det rigtige” og hvem der blot taler. B2B-kunder, som søger grønne underleverandører og fravælger de andre. En ny, klimabekymret årgang på arbejdsmarkedet. Progressive konkurrenter, der går sammen om brancheinitiativer på emballage og råvarestandarder.
Mens han reflekterer over alle de nye krav, må Nielsen konstatere, at trods alt det gode arbejde er afstanden ned til klimanølerne blevet kortere. Og så går det op for ham: Han befinder sig på en nedadgående rulletrappe, hvor dét, der var nok til at differentiere sig positivt i går, ikke giver meget merit i dag – og i morgen kun er nok i forhold til at overholde lovgivningen.
Alle, der kender en Nielsen, bør tage ham i hånden og hjælpe ham med at bevæge sig opad med raske skridt, helst to trin ad gangen. For de fleste Nielsen’er er det endnu ikke for sent at komme op på den del af trappen, hvor bæredygtighed bliver en kilde til markedsandele. Men at holde sig dér, hvor den grønne omstilling bærer gevinster med sig, kræver en vedvarende og ambitiøs indsats. Ikke mindst i 2022, da klimakravenes rulletrappe ser ud til at flytte virksomhederne et heftigt nøk nedad.
Christian Sparrevohn