Vi skal elske vores mobiltelefoner længere

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der bliver postet milliarder i at redde kloden. Vi skal køre i elbil eller cykle på arbejde, droppe plasticindkøbsposen, sortere vores affald, spise mindre kød osv. Men hvad sker der egentlig med alt det digitale udstyr, som de fleste af os synes, vi ikke kan leve uden?

Vi har i gennemsnit vores mobiltelefoner mellem 18 og 24 måneder, afhængig af hvilke undersøgelser vi sætter vores lid til, og da det vurderes, at mere end syv milliarder mennesker har mobiltelefoner, er det altså enorme mængder af teknologi, som hvert år bliver produceret og skrottet med store konsekvenser for miljøet.

Læg dertil, at mange af os for længst har vænnet os til at eje computere, smartwatches og andet digitalt udstyr, som ligeledes bliver udskiftet med jævne mellemrum.

Produktionen og skrotningen af det kemikalietunge udstyr foregår i vid udstrækning uden for den vestlige verdens fysiske sfære, men det betyder ikke, at vi kan frasige os et ansvar for at gøre noget ved problemet.

Derfor undersøger vi i IT-Universitetets IXD lab, hvordan vi kan skabe en kultur, hvor vi bruger teknologi på en grønnere måde.

Et af udgangspunkterne for vores forskning har været at undersøge, hvorfor vi beholder andre fysiske genstande i længere tid for på den måde at identificere, hvilke karakteristika vores digitale udstyr mangler. Og her er der tre ting, som gør sig gældende:

1. Patina. Når du har et par læderstøvler, en god stegepande eller et møbel af træ vil det ofte blive smukkere, bedre eller mere værdifuldt med tiden. Sådan er det ikke med din mobil.

2. Affektionsværdi. Du passer godt på din afdøde farfars armbåndsur eller det smykke, som du fik i konfirmationsgave, fordi disse ting appellerer til nogle dybere eller personlige følelser. En 10 år gammel mobiltelefon vil måske vække minder, hvis den bliver fundet i skrivebordsskuffen, men det er nok de færreste, som vil tage den i brug.

3. Robusthed. For få årtier siden gik de fleste op i at købe ting, som kunne repareres. I dag smider vi væk og køber nyt, og det gælder i særlig grad digitalt udstyr. De fleste mobiltelefoner går let i stykker, og når det sker, kan det oftest ikke betale sig at reparere dem. Og det er ikke bare prisen på selve reparationen, som betyder, at vi køber en ny. Der er blandt både offentlige og private virksomheder en forventning om, at vi har relativt nyt digitalt udstyr, og det bliver derfor besværligt at være borger, hvis man ikke ejer en forholdsvis ny mobiltelefon. F.eks. kan du ikke bruge MitID med en 10 år gammel smartphone.

Derudover vil det være værd at undersøge, om man vil kunne producere teknologi med nogle mere miljøvenlige materialer. F.eks. vil det være oplagt at undersøge, hvorvidt man i videre udstrækning kan bruge biomaterialer.

Hvis vi kan finde ud af, hvordan man kan få vores digitale udstyr til at leve op til ovenstående kriterier, vil vi have et godt udgangspunkt for at inkludere digitale teknologier i den grønne omstilling.

Det kræver imidlertid, at området bliver prioriteret politisk, for vi kan nok ikke forvente, at teknologiproducenterne selv tager initiativ til at omlægge produktionen, så de fremover sælger mindre teknologi.