Atomkraft: Et varmt investeringsdilemma

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg var en 21-årig revisor, da reaktor 4 på Tjernobylværket eksploderede den 26. april 1986. Og med Barsebäck liggende i Københavns ”baghave” voksede flere generationer op med frygt for, at der hvert øjeblik kunne ske en katastrofe med frygtelige følger for Danmark.

I de følgende 30 år har modstanden mod atomkraft i Danmark været stor. I 2016 svarede 66 procent af de adspurgte klart nej, da Megafon for Politiken og TV 2 spurgte befolkningen, om den var tilhænger af atomkraft i Danmark. Kun 17 procent var klart for.

Men her seks år senere er der ved at ske et skifte. I foråret var blot 40 procent klare modstandere, mens tilhængerne var oppe på 36 procent – altså mere end en fordobling. Og det er ikke bare i den brede befolkning, at tilslutningen til atomkraft i Danmark er stigende. Også flere folketingspolitikere har meldt ud, at de støtter dansk atomkraft, og hele to danske startup-virksomheder, Seaborg og Copenhagen Atomics, er med i front globalt set om at udvikle en ny og mere sikker type atomreaktor.

Derfor er det også helt naturligt, at både medier og medlemmer er begyndt at spørge os i AkademikerPension, om vi har tænkt os at investere i atomkraft. Et atomkraftværk kan levere strøm til hundredtusinder af husstande med et meget lavt CO-aftryk i drift. Og Ruslands invasion af Ukraine har vist os, at vi er nødt til at blive uafhængige af fossil energi. Sikkerhedspolitik og klimapolitik er smeltet sammen.

Til gengæld har atomkraft en stor uløst problematik med radioaktivt affald, hvilket i vore øjne diskvalificerer atomkraft fra at være en bæredygtig teknologi i sin nuværende form, indtil dette er løst.

Samtidig er anlægsomkostninger til nye traditionelle atomkraftværker enormt høje og højere end vedvarende energi i vindblæste lande som Danmark. Opførelsestiden er lang, hvilket i vores optik også gør atomkraft i sin nuværende form uinteressant som en løsning for Danmark.

De lange tidshorisonter diskvalificerer i det hele taget atomkraft som en generel løsning på klimakrisen, da vi simpelthen ikke har tid til at bruge 10-20 år på at anlægge nye atomkraftværker. Ifølge Parisaftalen skal verdens udledninger af drivhusgasser næsten halveres frem mod 2030.

Dermed ikke sagt, at atomkraft ikke kan være løsningen for nogle lande, og der er behov for at finde alternativer til de energikilder, vi har i dag på den lidt længere og korte bane. Flere lande i Asien både mestrer atomteknologien og har samtidig brug for et alternativ, der kan matche det energiforbrug, som i dag bliver leveret via kul, og som fremadrettet vil stige betydeligt.

Her må vi nok være realistiske og indse, at atomkraft er en del af løsningen. De gamle teknologier kan spille en rolle ved at give et godt ”baseload”, mens de nye teknologier forhåbentlig kan give et mere variabelt og modulært input med små og ligefremme mobile reaktorer på sigt.

De nye teknologier har derudover den fordel, at reaktoren ikke kan nedsmelte eller eksplodere, ligesom den ikke kan udlede radioaktive gasser i luft eller vand, og teknologien kan ikke bruges til atomvåben. Reaktoren kan muligvis også forbrænde gammelt atomaffald og derved udnytte og afhjælpe nutidens affaldsproblematik fra konventionelle værker.

Jeg vil gerne slå fast, at vi pt. har investeringer i atomkraft, da vi i vores portefølje har investeret i forsyningsselskaber, hvor atomkraft er en del af deres energiproduktion eksempelvis franske EdF. Og atomkraft er investerbart jf. vores politik for ansvarlige investeringer. Pt. ligger direkte, målrettede investeringer i atomkraft dog ikke lige for os, men forskningen, innovationen og den teknologiske udvikling har det jo med at tage kvantespring. Så hvem ved, hvornår det kan blive investerbart for os?