Fortsæt til indhold

Løsningen ligger lige for: Brug seniorer som mentorer for jobløse unge

Flere end 30.000 unge mellem 25 og 29 år er uden job og ikke i gang med en uddannelse. Det er en falliterklæring og dyrt, når vi mangler arbejdskraft. Hvorfor ikke lade ressourcestærke seniorer uden for arbejdsmarkedet hjælpe disse unge?

Debat
Poul ElmegaardLandskoordinator, Senior Erhverv Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Poul Elmegaard, landskoordinator, Senior Erhverv Danmark

Vi kan ikke undvære fagpersoner som sagsbehandlere, vejledere eller jobkonsulenter. Lad mig starte med at slå det fast. De løser en opgave godt og effektivt, men frivillige kan tilbyde en anden relation og et andet nærvær, som fagpersoner ikke kan eller skal bidrage med. De er som pærer og bananer. De skal ikke sammenlignes, men vi har brug for dem begge for at løse udfordringerne med at få unge i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet.

Flere end 30.000 unge mellem 25 og 29 år er ikke i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse, viser en undersøgelse fra 2021 fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her er der ikke tale om unge, der holder et sabbatår eller to, men unge, som har brug for en hjælpende hånd. En hånd, som kræver nærvær og en motiverende og stærk relation.

Frivillige ville kunne gøre en stor og vigtig indsats i at forme de unge til at indgå i vores samfund på en aktiv og positiv måde. De unge er i alt for høj grad overladt til fagpersoner, der er bundet op af lovgrundlag og formaliteter. Stærke relationer er ofte afgørende for, om en indsats lykkes med at hjælpe og støtte unge.

Frivillige ville kunne hjælpe de unge med at finde gnisten og troen på, at de kan realisere deres drømme og bidrage med en tilstedeværelse og et nærvær, som en fagperson ikke ville kunne.

I Senior Erhvervs frivillige netværk har vi stor succes med at hjælpe de +50-årige tilbage på arbejdsmarkedet i faste og ustøttede stillinger. Det lykkes os hvert år at få op imod 1.000 +50-årige retur til arbejdsmarkedet ved bl.a. at give dem hjælp til at skrive ansøgninger, udarbejde CV og forberede sig til jobsamtale, samt ved at løbe virksomhederne på dørene og tilbyde dem kvalificeret og erfaren arbejdskraft. Seniorerne får et netværk af stærke, jævnbyrdige relationer, og det virker!

Kunne man forestille sig, at det også var vejen frem for mange af de unge? Det er jeg overbevist om.

Flere undersøgelse peger på, at en tilknytning til arbejdsmarkedet spiller en afgørende rolle i forhold til at få de unge på arbejdsmarkedet, så hvorfor ikke kombinere kontakten til arbejdsmarkedet med et stærkt og motiverende netværk?

Helt konkret foreslår jeg, at vi blander pærer og bananer. Vi giver de unge mulighed for at indgå i vores netværk og blive parret med en ressourcestærk senior, som kan dele ud af sine erfaringer og bidrage med det nærvær og engagement, som i sidste ende kan gøre forskellen.

Desværre oplever jeg ofte en modstand fra fagpersoner og lokalpolitikere, fordi de ikke ser den værdi, de frivillige skaber. De frivillige er ikke en konkurrent, men en medspiller, der kan løfte en anden opgave, og vi bliver nødt til at tænke i alternative løsninger, hvis vi skal have de unge ind på arbejdsmarkedet.

Hos Senior Erhverv insisterer vi på at være en medspiller, for vi kan både lide pærer og bananer, og vigtigst at alt, så kan vi lide et frugtigt arbejdsmarked, som udnytter alle aldersgruppers potentiale.

Artiklens emner
Ledighed
Ungdom