Er borgerne villige til at betale den reelle pris for grøn omstilling?

De stigende energipriser har sendt chokbølger gennem de europæiske landes politiske systemer og har udløst kortsigtede politiske reaktioner. Ofte hovedløse. Og det gælder ikke kun i lande med gule veste, men også nordeuropæiske regeringer. I Danmark har regeringen reageret med at sende checks til synlige, udvalgte grupper - og senest et forslag om at gribe ind huslejedannelsen.

Det sætter spørgsmålstegn ved den politiske evne til at håndtere den aktuelle krise, som sagtens kan blive værre, hvis de russiske gasleverancer svigter til vinter og forår.

Men det sætter også spørgsmålstegn ved befolkningernes vilje til at betale for den grønne omstilling, når regningen begynder at melde sig for alvor. For i sin essens vil den grønne omstilling medføre dyrere energi - ikke bare kortvarigt, men på længere sigt. Hvis grøn energi var billigere end sort, ville der ikke være noget klimaproblem. Så ville omstillingen komme af sig selv. Men det gør den ikke. Det sker kun, hvis prisen på den sorte energi bliver afgiftsbelagt så meget, at den ellers dyrere grønne energi bliver konkurrencedygtig.

Hvis befolkningerne ikke er villige til at betale den nødvendige pris, eller hvis politikerne ikke tør præsentere dem for den fulde regning, er risikoen, at omstillingen bliver endnu dyrere. Den mest omkostningseffektive vej til grøn omstilling er gennem en ensartet pris på drivhusgas via CO2-afgift eller omsættelige kvoter. Men regningen kan skjules ved at give subsidier og indføre reguleringer. Problemet er, at det bliver den bare større af, og der er i sidste ende kun befolkningen til at betale.

Omkostningerne ved grøn omstilling indebærer samtidig, at der er mindre at føre fordelingspolitik for. Også her har politikerne haft svært ved at se realiteterne i øjnene, indtil de stigende energipriser i øjeblikket har gjort det mere tydeligt.

Det har ført til panikagtige tiltag som midlertidige afgiftsnedsættelser på brændstoffer og de danske check til gaskunderne. Men realiteten er, at det er en ineffektiv form for fordelingspolitik, som også ender med at blive dyrere end nødvendigt.

I Danmark fortjener politikerne dog ros for, at de med den ”grønne skattereform” har taget et skridt til en mere omkostningseffektiv klimapolitik ved at gøre afgifterne på drivhusgas mere ens, men der udestår stadig en del.

Hvis de aktuelle energipriser får dem til at ryste på hånden, så sænk ambitionsniveauet for dansk CO2-reduktion ved at sænke 70 pct.-målsætningen frem for at gribe til mindre effektiv grøn omstilling, som ender med at blive endnu dyrere.