Pisk og gulerod dominerer, når partierne udvikler politik
Valgkampen viser, at forslag baseret på ’pisk og gulerod’ stadig er helt centrale, når partierne skal udvikle politik. Og traditionelle reformer har fortsat overtaget. Desværre.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
For knap to år siden nedsatte regeringen Kommissionen for 2. generationsreformer. Reformkommissionen, som den senere kom til at hedde, fik til opgave at sætte en ny retning for reformarbejde frem til udgangen af 2022.
De såkaldte 1. generationsreformer med ørkesløse forringelser af det sociale sikkerhedsnet og stigende ulighed havde udspillet deres rolle. Sigtet med 2. generationsreformer er i stedet at øge velstanden uden at øge den økonomiske utryghed og gøre op med reformer, der altid vender den tunge ende nedad.
Kan der findes løsninger på nogle af de mere komplekse udfordringer på randen af arbejdsmarkedet, bl.a. de 50.000 unge uden uddannelse, der hverken er i arbejde eller i uddannelse, og kan der sikres bedre match mellem uddannelser og arbejdsmarkedets behov og findes veje til at øge produktiviteten, kan vi løfte beskæftigelsen og bnp til gavn for alle. Ingen tabere, kun vindere.
Ser man på nogle af de valgoplæg, der indtil videre er offentliggjort, er det tydeligt, at tankesættet bag 2. generationsreformer endnu ikke har sat sine spor i den praktiske politik – i hvert fald ikke for alle Christiansborgs partier.
De Konservatives 2030-plan er udelukkende baseret på 1. generationsreformer med ’pisk’ til personer på overførelsesindkomst og økonomiske gulerødder til de rigeste. Efterlønnen skal væk. Det samme gælder tidlig pension. K vil også reducere dimittendydelsen yderligere for ikke-forsørgere og fjerne det nye beskæftigelsestillæg i de første tre måneder for ledige med god ledighedshistorik. Dagpengene skal på sigt reguleres med inflationen, når først lønstigningerne igen overstiger inflationen. Kontanthjælpsmodtagere skal også ned i indkomst.
Alt sammen for at bane vejen for fjernelse af topskatten i 2030 og skabe skattelettelser til dem, der har allermest. 84.000 kr. til direktørfamilien og minus 16.000 kr. til en husstand på kontanthjælp, siger Cepos.
Venstre er også på jagt efter penge blandt dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere under overskriften, at det skal kunne betale sig at arbejde. Beskæftigelsestillægget for ledige skal væk, og kontanthjælpsloftet skal genindføres. Integrationsydelsen skal ned. Og så skal der spares 3 mia. kr. til at finansiere et nyt skattefradrag for lønmodtagere med et fuldtidsjob.
Også Radikale Venstre går til valg på at afskaffe efterlønsordningen og seniorjob, som bærer størstedelen af effekten på arbejdsudbuddet og en væsentlig del af finansieringen. Radikale Venstre har dog taget Reformkommissionens gode forslag om gratis efter- og videreuddannelse til sig, ligesom der generelt også er fokus på uddannelsesdagsordenen i 2030-planen.
Så lidt sker der – men er det nok? Det ændrer ikke på, at 1. generationsreformerne, hvor det er personer med lavindkomst og den almindelige lønmodtager, der betaler, mens de velstillede får endnu mere til sig selv, fortsat har et fast tag i flere af Folketingets partier. Desværre.
