Rationering og panikindgreb: Vinteren kommer for europæiske virksomheder og forbrugere

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Specielt tyske regeringer har i næsten årtier været advaret imod at gøre sig afhængig af meget stor gasimport fra Rusland. Men med opsigtsvækkende nonchalance har tyske politikere (Schröder og Merkel) insisteret på at gøre netop dette. De og EU’s øvrige ledelse har systematisk arbejdet for at lukke atomkraftværker, som kunne udgøre en stabil produktion af energi. Samtidig har de i stort omfang udbygget den grønne infrastruktur, som er afhængig af, at solen skinner, og/eller vinden blæser.

Isoleret set er der intet galt med investeringer i solparker og vindmøller, fordi disse investeringer netop diversificerer energiproduktionen og potentielt også kan mindske importen af energi fra lande med fjendtlige, politiske systemer. Imidlertid er der ironisk set sket det stik modsatte.

Idet energien fra sol og vind ikke endnu kan lagres til, og fordi vinden og solen netop ikke altid blæser og skinner, skal den europæiske energiefterspørgsel til tider dækkes af øvrige energikilder. Her har gasimport og -forbrug været eneste gangbare alternativ, når sol og vind ikke slog til. Og dermed skabtes afhængigheden af fossil gas fra Rusland – på trods af intentionen om det modsatte.

Putin har en baggrund fra den russiske efterretningstjeneste, og han har uden tvivl været klar over, hvor værdifuld afhængigheden har været i forhold til at skabe splid mellem de europæiske lande og forsinke militært samarbejde og hjælp til Ukraine efterfølgende den russiske invasion. Således så man allerede i månederne op til invasionen, at russisk eksport af gas blev reduceret dramatisk, og at de europæiske lagre derfor var slunkne før invasionen.

Resultatet kender de fleste nu. Skyhøje priser på gas og elektricitet – og vinteren er ikke engang begyndt endnu. Problemet er så stort, at politiske beslutningstagere på tværs af Europa nu frygter befolkningernes reaktion, når kulden sætter ind. Det betyder, at løsninger fra den økonomiske analfabetismes værktøjskasse nu bringes i spil. Med andre ord: Rationering, panikindgreb og maksimalpriser.

Men kan vi stole på, at de beslutningstagere, som har skabt problemerne, også har indsigten og kompetencerne til at løse dem? Det ser ikke sådan ud, når de løsninger, som ligger på tegnebordet, alle ville fejle på polit-studiets første årsprøve.

Denne vinter bliver en ekstremt stor udfordring for mange husholdninger og virksomheder. Desværre har de europæiske toppolitikeres manglende fremsyn og indsigt inden for energipolitikken (der også er sikkerhedspolitik) reelt udstyret europæiske virksomheder med et alvorligt handicap i den internationale konkurrence. Deres omkostninger er i top, og deres forsyningssikkerhed af noget så kritisk som energi er i bund. Problemet er strukturelt og vil tage mange år og milliarder af euros at løse, hvilket en kraftig svækkelse af euroen også indikerer.

Forsyningssikkerhed er dermed trådt ind på scenen som et af de absolut væsentligste investeringstemaer, og det åbner for en ladeport af dilemmaer i forhold til ESG-problematikker. For hvor vigtig er ESG egentlig, når man fryser, eller ens arbejdsplads er lukket som følge af energirationering eller høje gaspriser?