Voldsomme valutaudsving siger noget om verdens tilstand

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det var et potent symbol på britisk svaghed, da pundet i sidste uge kom tæt på sit svageste niveau nogensinde over for dollar.

Det skete som del af den omfattende finansielle uro, der blev udløst, da den nye britiske regering fremlagde en pakke af hjælpeordninger på grund af inflationen og en række skattelettelser. Pakken vil forøge det i forvejen store offentlige underskud og tvinge centralbanken Bank of England til at gå hårdere til værks med renteforhøjelser.

Udspillet blev set som værende i strid med ortodoks økonomisk politik og nok også som dårligt politisk håndværk, og det udløste en svækkelse af pundet på over 2 pct. over for euroen, der er langt den vigtigste samhandelsvaluta for Storbritannien.

Men efter en uge med politisk skubben frem og tilbage og en redningsaktion i obligationsmarkedet fra Bank of England er den svækkelse forsvundet igen.

Ikke at alt nu er fint i Storbritannien, men det er ikke længere i valutakursen, at man kan se bekymringerne.

Tilbage står dog et pund, der målt i dollar har mistet 16 pct. af sin værdi på et år. Det er en skæbne, som pundet mere eller mindre deler med mange andre valutaer, herunder euroen.

Det er der især to forklaringer på:

For det første er Europa, inklusive Storbritannien, hårdt ramt af højere energipriser, ikke mindst på grund af gasforsyningen, mens USA som nettoeksportør af energi står stærkt.

For det andet er dollarbaserede aktiver traditionelt der, hvor investorerne søger hen, når der er uro i verden. Nok ikke mindst, når uroen blandt andet er krig i Europa og spændinger mellem Kina og dets naboer.

USA er også gået længere med renteforhøjelser, men det er ikke så entydig en faktor. Hvis renteforhøjelserne er udtryk for et mere vedvarende inflationspres kan det sådan set være negativt for valutaen.

At lande med voksende betalingsbalanceunderskud, som Storbritannien, skal opleve deres valuta blive svækket, er helt efter bogen. Der er en tydelig sammenhæng mellem dem, der er hårdt ramt på balancerne af energipriserne, og så de valutaer, der har det svært.

Dollarstyrkelsen er kraftig og skaber problemer, for eksempel i lande med stor dollargæld, men man skal næppe regne med, at der kommer et politisk indgreb for at svække dollaren som i 1980’erne. Det vil dels næppe blive set som i amerikanske politikeres interesse, og dels vil det formentlig være ret omsonst, så længe krige og kriser trækker dollaren stærkere.

Og hvad så med den danske krone?

Modsat de fleste af vores naboer er det danske betalingsbalanceoverskud kun vokset på det seneste, blandt andet på grund af høje priser i søfarten.

Det trækker i retning af en stærkere krone, men vi har jo fastkurspolitik over for euro, og derfor viser det sig i stedet som et pres for lavere renter. Derfor kan vi meget vel komme til at se, at Danmarks Nationalbank ikke sætter renten lige så meget op som sit modstykke i euroområdet i de kommende måneder.