Hjælpepakker – centralbankernes nye hovedpine?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Med valget af en ny konservativ partileder fik Storbritannien både en ny premierminister og regering. Udefrakommende kunne måske tro, at en konservativ ville træde varsomt og sætte en stram finanspolitisk kurs i en tid med buldrende inflation. Men nej. Liz Truss havde ingenlunde skjult, at hendes prioriteter var det stik modsatte.

Det minibudget, der blev annonceret kort efter hendes tiltræden, anslog da også en voldsomt ekspansiv kurs – tæt på fuldstændig energipriskompensation uafhængigt af behov samt skattelettelser i bunden og til de rigeste. Det sidste blev droppet efter uro, men planen anslås ikke desto mindre at give et budgetunderskud på 8 pct. af bnp.

Det medvirkede til, at de britiske renter blev sendt i himlen og pundet i gulvet, og krævede i sidste ende Bank of Englands indgriben, da pensionskasser kom i problemer.

Historien symboliserer et vanskeligt dilemma, hvor hjælpepakker mod tårnhøj inflation og vanvittige energipriser kan ende med blot at give mere inflation, højere renter og finansiel ustabilitet.

Mere grundlæggende vidner miseren om et afgørende fokus i markederne den kommende tid. Det kan blive helt afgørende for inflationsudviklingen, hvor rundhåndet Vestens regeringer går til værks, når de skal hjælpe borgerne gennem krisen.

Tilskud til energiregninger til udvalgte grupper er nærliggende for at undgå forarmelse, sociale problemer og uro. Men tilskud til energi kan ikke ændre ved, at der er for lidt energi. Struktureres de sådan (som hos briterne), at tilskyndelsen til at spare i det store fjernes, så stiger priserne blot mere – medmindre myndighederne politisk bestemmer, hvem der ikke må bruge energi, og hvem der må.

Briterne står ikke alene i intentionen om at støtte – kun i omfanget. Europa rundt har vi set initiativer, som sigter mod at hjælpe økonomierne. Men da tyskerne i sidste uge annoncerede en endog meget omfattende plan på 200 mia. euro (5 pct. af BNP), var bestyrtelsen stor.

For det første pga. planens størrelse, som lå langt over forventningen i det normalt økonomisk konservative land. For det andet, fordi Tyskland gik enegang og uden om det resterende EU annoncerede sine intentioner, der rummede en såkaldt ”gaspreisbremse” (gasprisbremse), der om ikke fuldt ud kompenserer, så i hvert fald beskytter forbrugere og virksomheder mod alt for høje gaspriser.

Tyskland har i årevis været en ledende kraft i EU, men med dette tiltag fremhævede landet i stedet sin egen særdeles stærke finanspolitiske position (i skarp kontrast til Sydeuropas må forstås). EU-embedsmænd refereres at kalde det en fuckfinger fra Tyskland – andre har påpeget Scholz’ manglende forståelse for Tysklands rolle.

Heldigvis er planen – trods kluntet håndtering - ikke helt så voldsom, som den lyder. For teknikaliteter spiller tilsyneladende en rolle for planens omfang.

Den tyske regering har fra næste år lovet at genindføre den finanspolitiske spændetrøje, som ligger i landets ”schuldenbremse” (gældsbremse). Den binder Tyskland til at begrænse gældsopbygning og undgå underskud. Ved kriser og katastrofer kan reglen droppes, men det synes ikke at være holdningen.

Kilder peger derfor på, at det afføder ønsket om at lancere en enorm hjælpepakke i indeværende år, hvorefter midlerne placeres i en redningsfond, hvorfra støtten uddeles. Budgettet bliver grimt i år, men pænt næste år, mens støtten er flerårig.

Detaljer om gasprisbremsen er ikke klar, men det anslås, at støtteniveauerne kommer til at ligge på en brøkdel af pakkens samlede størrelse (30-50 mia.). Tyskland er måske stadig sit gamle jeg?

Og hvorfor så det store fokus her? Jo, humlen er, at man med hjælpepakker fuldstændig underminerer det inflationschok, der netop fortæller os om knaphed efter store udbudschok (gas). Så forsvinder argumentet om, »at det hele var anderledes i 70’erne«, da dyrtidsreguleringens løntilpasninger ledte til en spiral, der fastholdt inflationen høj. Da vil hjælpepakkerne være lønindekseringens substitut.

Og risikoen bliver, at centralbankerne må gå endnu længere i forsøget på at tæmme inflationen. Det kan lede til så voldsom en ændring i renteniveauer og finansielle vilkår generelt, at det ender med at lede til en langt mere alvorlig og dyb krise.

Da 10- og 30-årige statsrenter i Storbritannien steg alt for hurtigt, opstod der så alvorlige problemer i pensionssektoren, at Bank of England måtte gribe ind.

Under coronakrisen var mantraet: Jo større, jo bedre. Sådan er det ikke nu.