Fortsæt til indhold

Mød Blå Bjarne. Også jer, topledere. For Blå Bjarne afgør valget

Man skal have Bjarne over på sit hold. Så vinder man regeringsmagten. Men Bjarne stoler kun på regeringer, der mener noget. Det er erhvervslivets udfordring.

Debat

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen

En god regering fikser ting og mener ikke noget. Ikke noget, man rigtig kan være uenig i.

Det var – groft karikeret – drømme-regeringen og drømme-statsministeren, som de tonede frem, da pressen talte med erhvervsfolk efter Dansk Industris og Dansk Erhvervs årsmøder. Drømmen lever. Om en regering, hvor partier har lagt deres uenigheder til side og fundet sammen for at varetage helhedens interesser. Landets. Samfundets. Erhvervslivets.

Derfor fik tidligere statsminister, tidligere formand for Venstre og nuværende formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, angiveligt dagens største bifald på Dansk Industris årsmøde – for at sammenligne det kommende folketingsvalg med nedsættelse af en bestyrelse. Det lød godt og hjemligt. At samle interesser hen over midten, lægge en plan og lave langsigtede aftaler.

Det lød godt. Nogen vil måske sige, at det også lyder som politik uden politik. Som politik uden meninger. Som politik efter et koncept, hvor det er en fejl, hvis Socialdemokratiet og Venstre er rasende uenige om, hvor hårdt en CO2-afgift må påvirke landbruget. Efter det koncept sætter Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen sig sammen i drømmeregeringen og indrømmer, at de da vist var kommet til at mene noget. Noget meget, meget forskelligt om CO2-afgift på landbruget. Men nu skal den fejl ud af verden. Af hensyn til helheden. Landet. Samfundet. Erhvervslivet.

Drømmeregeringen mener ikke noget. I tilfælde af uenighed mellem to partier ophøjes gennemsnittet – eller et andet kompromis – til lov. Også selv om det er gennemsnittet af opsparet hævntørst og ublu varetagelse af særinteresser. Drømmeregeringen mener ikke noget, udregner et gennemsnit og går videre til næste punkt på dagsordenen. Så er dén sag fikset. Videre.

Det er lidt ærgerligt, at Dansk Industri og Dansk Erhverv ikke havde inviteret Blå Bjarne med til deres årsmøder. For det første fordi Blå Bjarne mener noget. For det andet fordi Blå Bjarne i 20 år har bestemt, hvem der vinder regeringsmagten, når der er folketingsvalg i Danmark.

Det kræver hverken læsebriller eller projektørlys at se forskellen på en regering, som Bjarne er tryg ved, og en regering, der opfylder erhvervslivets drømme.
Anders Heide Mortensen

Blå Bjarne er det navn, som den mangeårige Venstre-minister og valgkampstrateg Claus Hjort Frederiksen bruger om den vælger, som man skal kapre for at vinde et folketingsvalg. Få valget til at tippe til rød eller blå side. Man skal have Bjarne over på sit hold. Bjarne stemmer ikke rødt eller blåt, men stemmer efter, hvor han ser sin dominerende interesse varetaget: Tryghed.

Af den grund kalder andre valgstrateger vælgere som Blå Bjarne for ”tryghedsgruppen”.

Cirka halvdelen af tryghedsgruppen – omkring 10 pct. af vælgerne – hopper gerne fra rød blok til blå blok og vice versa – hvis det føles som det trygge valg. For Blå Bjarne mener noget. Han er ikke tryg ved brugerbetaling og privatisering af velfærd, han synes, at EU er uigennemskueligt, og han ser mange udlændinge som en udfordring for Danmark. Blå Bjarne er i øvrigt i 54 pct. af tilfældene en kvinde og bor i 8 af 10 tilfælde uden for de fire største byer.

Claus Hjort Frederiksen har beskrevet, hvordan Venstre for 20 år siden knækkede nødden til at vinde magten fra Socialdemokratiet. Partiet opdagede, at Blå Bjarne/tryghedsgruppen blev utryg, hvis partiet talte om skatte-lettelser. For hvad så med velfærden – tænkte Bjarne? Så Venstre justerede sit synspunkt til: Skatte-stop. Så var Bjarne tryg. Så ville han gerne stemme blåt.

Det kræver hverken læsebriller eller projektørlys at se forskellen på en regering, som Bjarne er tryg ved, og en regering, der opfylder erhvervslivets drømme. Man kunne måske kalde det sidste en performance-regering. Alle uenigheder afhandles ved indgangen, alt gøres til genstand for forhandling og kompromisser, og så er det ellers bare at få lagt håndbremsen ned.

Jeg tror ikke, at Bjarne er helt tryg ved sådan en regering, og det er der én grund til: Den mener egentlig ikke noget. Den kan egentlig ikke sige, om udlændinge skal have nemmere adgang til at komme til Danmark og arbejde. Det skal først afhandles af partierne. Den kan egentlig ikke sige, om flere velfærdsydelser skal tilbydes i privat regi. Det skal først afhandles af partierne. Den kan egentlig ikke sige, om der er behov for privatisering. Det skal først afhandles af partierne. Og med CO2-afgiften på landbruget – alt gynger.

Jeg tror ikke, at Bjarne er tryg. Og Bjarne har i 20 år været manden m/k, der leverede regeringsmagten.

Dét er udfordringen for drømmeregeringen – og for erhvervslivet.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Socialdemokratiet
Dansk Erhverv