Hånden på kogepladen er en forudsætning for gode partnerskaber

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvad karakteriserer et godt partnerskab? Det spørgsmål er der ikke umiddelbart noget simpelt svar på. Følger man som jeg med i erhvervsnyhederne i nærværende medie, på Linkedin og konferencer støder man dagligt på historier om virksomheder, som offentliggør nye samarbejder og partnerskaber, uden,at der følger nogen nærmere definition med.

Desværre betyder den stigende omtale af partnerskaber, at der efter min mening er gået inflation i brugen af begrebet. Og selvom det muligvis kan virke som ren semantik, er jeg overbevist om, at det kan have konsekvenser. For hvis vi glemmer at reflektere over, hvad partnerskaber bør indeholde, risikerer vi også at indgå i relationer, som ikke er til gavn for os selv eller samfundet.

Så hvorfor i det hele taget gå op i, hvad et erhvervsmæssigt partnerskab er – og mindst lige så vigtigt – hvad der udgør de bedste af slagsen?

Det er der mange gode grunde til. Den primære er, at verden og de udfordringer, som vi står overfor som samfund, er og fortsat bliver større og mere komplekse. Det gælder uanset, om vi taler klima og energi eller digitalisering og beskyttelse af data.

Det samme gælder de markeder, som virksomhederne opererer på. Kundernes behov, og de produkter og løsninger, som skal til for at adressere dem, spænder over så mange tekniske, geografiske og regulatoriske områder, at vi som erhvervsliv er tvunget til at arbejde på tværs.

I dag er partnerskaber blevet afgørende for at have kommerciel succes. Som virksomheder er vi blevet mere afhængige af hinanden, og ingen, uanset størrelse, kan klare alting alene. Derfor er det også helt afgørende, at vi bliver helt skarpe på, hvordan vi fremover skaber de bedste rammer for samarbejde på tværs.

Gensidighed er nøglen

Som det første skal vi blive bedre til at erkende, at partnerskaber ikke altid er løsningen. Og lære at skelne mellem, hvornår der er tale om et simpelt forhold mellem kunde og leverandør – som det ofte er tilfældet – og et reelt partnerskab af ligeværdige og forpligtede parter, der arbejder sammen om at løse en udfordring, som de ikke kunne klare på egen hånd.

I sidstnævnte tilfælde spiller gensidighed en nøglerolle. For på trods af, at der ikke findes en håndfast definition, vil jeg vove den påstand, at de bedste partnerskaber er dem, hvor alle involverede er afhængige af hinanden og har hånden på kogepladen. Den type af samarbejder, hvor alle parter har noget på spil. Hvor man vinder og taber sammen i modsætning til klassiske kunde/leverandørforhold.

I praksis handler det om at bringe andre ind i sine værdikæder eller indgå i andres. Det er sværere, end det lyder. Partnerskaber kræver nemlig, at man tænker langsigtet, er villig til at indgå kompromisser og tage en risiko, der handler om mere end blot at indgå en aftale eller kontrakt.

I sidste ende er det ikke ligegyldigt, hvilke relationer vi indgår i. Derfor bør vi være mere opmærksomme på, hvad fordelene af et givent samarbejde er, og hvor vi bedst bruger virksomhedens begrænsede ressourcer. Partnerskaber er ikke svaret på alle problemer, men som løsning på samfundsmæssige problemstillinger og komplekse markedsbehov er de bedste af dem helt uundværlige.