Iværksættere har akut brug for afbureaukratisering af den internationale rekruttering

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Når en dansk startup kan bruge over et halvt år på forgæves at overbevise Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om at lade dem ansætte en højt betalt udenlandsk specialist, så er bureaukratiet blev en klods om væksten og et selvmål i kampen for fremtiden.

Selvom alle måske ikke har noget så teknisk som erhvervsimmigration øverst på prioritetslisten, når nu verden byder på inflation, krig, og klimakrise, så er det faktisk bidende nødvendigt, at vi får fjernet pigtråden nu.

Hvis vi vil sikre os, at Kongeriget nu også har råd til alle de mange sygeplejersker, pædagoger, og andre velfærdssikrende hænder, der kun bliver brug for flere af, når demografiens logik for alvor bider i den nære fremtid, så er det nu, vi skal sætte ind.

Det var den uundvigelige konklusion, jeg sad tilbage med, da jeg som investor i en lovende dansk it-startup fik historien om, hvorfor de måtte opgive kampen med SIRI om at få en nøglemedarbejder udenfor EU ind i landet og med til at videreudvikle det system, som vedkommende havde været med til at grundlægge.

Vi kan ikke bilde os selv ind, at vi for evigt skal leve af de store, stærke danske erhvervsikoner, der har trukket det tunge læs i hele og halve århundrede. Og hvis vi så først sætter ind, hvis verden en dag bliver træt af legoklodser eller containerskibe, så er det alt for sent. Du kan ikke først plante frøet, når du har brug for æbler til aftenens kage. Det er 20 år for sent.

De startups, der skal plantes nu for at give os håb om velstand og vækst i de kommende årtier, har brug for to essentielle ingredienser: Kapital og kompetencer.

Det første går det heldigvis meget bedre med, end det måske nogensinde har gjort. Vi kan stadig gøre mere, men selv de søvnigste danske investorer har efterhånden fået øjnene op for værdien i at investere i andet end murbrokker og vindmøller.

Det større problem ligger i manglen på kompetencer. Hvis man gerne vil bygge en stor vidensvirksomhed inden for Danmarks grænser, så har man brug for flere hundrede, hvis ikke tusinder, af højtuddannede specialister. Gerne med erfaring fra lignende forretninger på samme niveau eller større.

Det er en total utopi at tro, vi allerede sidder med de hjerner på hylden. Det gør vi ikke. Og det gør de i øvrigt heller ikke i Tyskland eller Frankrig eller andre steder inden for EU, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed ellers gør det relativt nemt at rekruttere fra.

Nej, vi er i en global konkurrence om den talentmasse. Specielt inden for områder som it. Og så er vi tilbage ved SIRI.

Den bureaukratiske kælder, hvor alle startups med en drøm om at hente en amerikaner, en canadier, en sydafrikaner, og nok snart også en englænder dør af udmattelse, når der skal kæmpes i uendeligheder for at overbevise en bureaukrat om, at denne her programmør med en løn på den rigtige side af en halv million kroner om året nu også er nødvendig, reel, og tilfredsstillende aflønnet i forhold til en jungle af jobkoder og median-sammenligninger.

Mens store danske koncerner som Novo og Mærsk har deres egen fast track-ordning, der kun i visse tilfælde gør livet surt, så er startups med under 20 ansatte henvist til at læse Franz Kafka for at få absurditeten til at give i det mindste en poetisk mening.

Fakta er, at 100 pct. af alle nye startups starter med mindre end 20 ansatte. Det er simpelthen definitionen på en startup. Og fakta er også, at det er helt essentielt, at de på dette tidlige stadie ikke bliver spist af med en frustrerende proces, der forhindrer dem i nemt og hurtigt at ansætte de rigtige udlændinge på det rigtige tidspunkt.

Ellers kan vi ikke være overraskede, hvis fristelsen for at rykke teltpælene op og forretningen til udlandet melder sig, før tanken om at gøre sit for fædrelandet kan få lov til at spire.

Danmark kan mere, så lad os nu tælle til 1-2-3, finde viskelæderet frem, og så stryge den absurde mængde bureaukratiske regler, der lader de kolde hænder hos SIRI slukke gløden i de varme iværksætterhjerter.