Får vi et fornyet opsving i 2023?
Det er nok for tidligt at håbe på lavere renter og stærkere vækst lige nu, men begge dele kan være realistiske på den anden side af vinteren efter en mild recession.
Første halvdel af årets sidste kvartal har været præget af optimisme på de finansielle markeder. For fjerde gang i år er der håb om, at pengepolitiske lempelser kan forhindre en global recession.
På den korte bane er det primært et psykologisk spørgsmål, om den udvikling fortsætter. Uanset hvad, den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed), den europæiske ditto ECB og andre centralbanker gør i sidste ende, kan markederne prise andre udfald på kort sigt – lige som de gør nu. Derfor skal man ikke udelukke muligheden for et ’jule-rally’, selv hvis man ikke tror, at der er basis for en egentlig pengepolitisk lempelse.
I sidste ende er det afgørende spørgsmål imidlertid, om inflationen kommer til at falde hurtigt nok til at retfærdiggøre en anden pengepolitik i 2023. De seneste inflationstal fra USA var bedre end forventet og tyder på, at inflationen kan have toppet i oktober. Men selv hvis inflationen topper omkring det nuværende niveau, er der stadig langt ned til centralbankernes mål om 2 pct. inflation. Og de gode nyheder kommer kun fra varepriserne, mens tjenester og lønstigninger ikke er på vej ned.
Derfor tror jeg ikke, at Fed og ECB kan ændre kursen allerede nu. Men hvad skal der til for at åbne døren for mere hjælpsomme centralbanker til næste år?
På nuværende tidspunkt er der en ting, der kan udløse en øjeblikkelig pengepolitisk vending, og den ser desværre ikke sandsynlig ud lige nu: En afslutning på krigen i Ukraine.
Krigen har været det, man i økonomisk jargon kalder et negativt udbudschok, altså noget der på samme tid får inflationen til at stige og væksten til at falde. Det bedste, der kan ske lige nu, set fra et globalt økonomisk perspektiv, vil være et spejlbillede af det chok, men det er nok mere et håb end et realistisk scenario.
Hvis inflationen skal ned på den klassiske maner, er der to ting at holde øje med. Det første er arbejdsmarkedet, hvor der især i USA har været en ekstrem mangel på arbejdskraft i kølvandet på pandemien. Lige nu er der dobbelt så mange ledige stillinger, som der er ledige, og så længe der er det, vil der være pres på lønningerne.
Mit optimistiske bud er, at det er for tidligt at kigge efter et nyt opsving, inden recessionen er startet, men at døren er åben for et markant fald i inflationen.
Jeg tror, at selv en lille stigning i ledigheden vil få lønpresset til at aftage – men man skal altså se den, før man kan bevise det.
Den anden ting er indtjeningen i erhvervslivet, som fortsat er rekordhøj, og de stigende profitmarginaler har været medvirkende til at presse inflationen op. Priserne i mange sektorer er unormalt høje i forhold til omkostningerne, og de vil kunne falde hurtigt, hvis efterspørgslen fra forbrugerne begynder at falde.
Mit optimistiske bud er, at det er for tidligt at kigge efter et nyt opsving, inden recessionen er startet, men at døren er åben for et markant fald i inflationen, selv hvis vi får en relativt mild recession. Hvis centralbankerne holder fast over vinteren, kan de få hvad de drømmer om til foråret – og det kan aktierne også.