Tog Kasper Hjulmand fejl? Virker følelser ikke i modvind?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ligesom resten af nationen var jeg skuffet over fodboldlandsholdets forunderligt dårlige præstation ved VM i Qatar. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at spille så passivt og ufokuseret? Jeg er med på, at selv de bedste kan fejle. Men jeg er lidt mindre med på, at man kan fejle så eklatant. Tre gange i træk.

Og hvad ved jeg egentlig om det? Jeg er ikke særligt interesseret i fodbold. Og slet ikke ekspert på området. Til gengæld er jeg meget interesseret i det fænomen, der med stor sandsynlighed udspillede sig på og udenfor banen, fordi det har noget med ledelse at gøre. Og særligt fremtidens lederskab.

Var vi i virkeligheden vidne til, at det supermoderne følsomme lederskab ikke kan stå distancen i modvind? Var det vi så et trist bevis på, at al den snak om sårbarhed, ærlighed, følelser og det hele menneske i nuet kun holder, så længe det ikke bliver rigtig svært?

Ved EM i 2021 blev landstræner Kasper Hjulmand en folkehelt. Ikke mindst på ledelsesgangene, hvor man mente, at han var selve personificeringen af fremtidens leder.

Undervejs i jubelfesten blev han også udråbt til at være årets leder med ordene:

»Kasper Hjulmand selv har vist sig som en rollemodel for alle andre ledere med sine ledelsesdogmer. […] Han har sammen med landsholdet skabt en kraftfuld fortælling om værdien af sammenhold, tillid og brutal ærlighed - og et følgeskab så stærkt, at hans spillere og stab siger, at de ’vil dø’ for ham.«

Året efter i Qatar gik det alligevel galt. Hjulmand selv har svært ved at forstå, hvad der egentlig skete, men efter et par ugers ransagning er han nået frem til, at forklaringen nok skal findes i det psykologiske:

»Om man kalder det mentalt, eller om man kalder det, at man skal være der, hvor man er, fyldt med glæde og kampgejst, og man føler sig godt til rette, at det er okay, vi er her... overskriften har for mig været: Undskyld, vi er her.«

”Undskyld, vi er her”. Det var den følelse, der tog over og endte med at spænde ben for Hjulmand og spillerne. Det var altså alt det med LGBT-armbåndet, de slavelignende arbejdsforhold, boykotsnak og stærke, politiske agendaer:

»Vi blev præget. Den største kritik, vi laver, er af os selv. Der var bestemt et eller andet i stemningen eller miljøet, hvor det ikke var gavnligt. Hvor vi ikke fandt os selv.«

Sådan sagde Kasper Hjulmand til TV 2 den 10. december.

Tog Hjulmand så fejl? Holder hans ledelsesstil ikke, når vinden blæser tilstrækkeligt hårdt? Når der er brug for iskoldt fokus og evne til at levere under maksimalt pres.

Har Sørine Gotfredsen ret, når hun kritiserer Kasper Hjulmand og siger, at »den følsomme mand knækker i modvind« og »at vi må skrue tiden tilbage til dengang en mand var en mand«:

»Denne trodsige tro på livskraft synes at være gledet os for meget af hænde, og vi skal i disse år forsøge at vinde den tilbage. […] For hvad gør man, når den følelsesmæssige tilstand ikke vil, som man selv vil? Man finder frem til selvbeherskelse og gør sin pligt. Ja, jeg havde nær sagt. Som en rigtig mand i klassisk forstand.«

Nej, Sørine, vi skal ikke tilbage. Vi skal videre fremad. Og vi er på rette vej. Landsholdsspillere – og unge mennesker i det hele taget – i dag er anderledes end landsholdsspillere i 90’erne. De ER mere i kontakt med følelser og det hele menneske. Og de VIL også være det.

Der har Hjulmand fat i den lange ende. Men at dømme fra VM-præstationen og de ord, han efterfølgende sætter op, så mangler han stadig at træne fokus under hårdt pres.

Når nu han er færdig med at lede efter svaret på, hvad der gik galt i Qatar, så kan han eventuelt tage forbi nogle, der ved hvordan man træner netop det. Det kunne f.eks. være elitesoldaterne. Frømændene og jægersoldaterne. De ved noget om team, holdånd, tillid og evne til at levere under omstændigheder, hvor man er maksimalt presset.

Han kan også smutte forbi McKinsey, som træner det samme på erhvervslivets spillebane. Der er selvfølgelig også masser af inspiration at hente i elitesportens egen verden.

Det interessante er så, om Hjulmand kan kombinere et fokus på det hele menneske, følelser og holdet samtidig med at han træner det benhårde, kompromisløse fokus.

Det er det, han skal lykkes med, for det er det, der er fremtidens lederskab.