Menneskevenlig teknologi afhænger af menneskevenlige organisationer
Teknologien bliver klogere, mere fleksibel og mere individuel, end vi nogensinde har set før. Selvlærende software giver mennesket helt nye muligheder, men vi skal selv skabe dem. Er du ung i dag, så skal du lege med her!
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Jeg har lige fået et fitness-spejl med kunstig intelligens. Hvis du ikke har hørt om det før, er det ikke så underligt, for det sælges ikke på disse breddegrader. Måske er mit det første i landet.
Vi taler om en basse af en skærm i kropsstørrelse på 40 kg med tonsvis af software og en cloudløsning bag sig. Fitness-spejlet har sensorer, video, mikrofon og højttalere. Jeg kan tilknytte pulsmålere, vægte og ur, og spejlet tilbyder så en hel masse.
Spejlet kan være min personlige træner, som lægger planer for kommende workouts eller foreslår hvile, for det har jo alle mine træningsdata. Det hjælper mig med at gennemføre yoga-øvelser korrekt, og jeg deltager i træningssessioner, hvor jeg via videokonference ser og taler med en instruktør, som også kan se mig.
Selv om jeg kan lide at træne, er det nu på grund af mit job, at jeg har fået spejlet (min lejlighed er proppet med alskens gadgets - og legetøj til mine børn med kunstig intelligens i). Jeg tester ny teknologi som leder af et globalt team, som vurderer, hvor teknologien er på vej hen.
Vi forholder os selvfølgelig teoretisk og følger forskningen fra førende laboratorier rundt omkring i verden, men vi kan også godt lide at have hands-on. Vores viden skal feedes tilbage til organisationen bag os.
Kunstig intelligens og selvlærende software er i gang med at revolutionere samspillet mellem menneske og teknologi. Fitness-spejlet er bare et lille eksempel på, hvordan vi snart arbejder sammen med computere på en helt anden måde end foran en pc.
Revolutionen består i, at teknologien lytter, ser og former sig efter, hvem vi er. Vi kan få en meget mere menneskevenlig teknologi, fordi den tager farve efter det enkelte menneske. Altså cirka 1.000 lysår væk fra tvangsdigitalisering og digital analfabetisme.
Og voldsomt relevant i forhold til vores demografiske udfordringer. Tænk nu hvis fitness-spejlets målgruppe ikke var højtlønnede karrieremennesker men derimod danske pensionister over 80 år.
Ville det ikke være stærkt, at du som ældre menneske kunne tale til et møbel, som havde alle data om dig? Kunne rådgive om medicin og motion? Som kunne slå alarm ved et fald eller ved unormal adfærd? Som gav online adgang til et team af læge, sygeplejerske, socialrådgiver i et call-center ”bag skærmen”?
Derfor undrer det mig, at de unge ikke står i kø for at være med til at forme den her udvikling. Danmark har rekrutteringsudfordringer på techområdet og optaget på STEM-uddannelser er ikke noget at prale af.
Vi deler udfordringen med andre lande. I Californien sender de mest stræbsomme forældre deres børn i robotklasser, hvor de laver Lego-robotter. For 20 år siden skubbede de dem på balletskole eller law school.
I min egen vennekreds ser jeg unge, som slet ikke har lyst til almindelig uddannelse. De vil hellere hygge sig, rejse, træne, spille musik og holde fest. Nogle af dem har set forældre, som arbejdede solen sort og havde masser af rejsedage. Den vej har de ikke lyst til at gå.
Omvendt så er det jo præcis den livsappetit, som skal være med til at forme fremtidens teknologi. Vi må altså først og fremmest forme vores organisationer, så der er plads til alle mulige forskellige mennesketyper. Vi kan ikke rekruttere til organisationer, hvor vi kvæler hinanden i hierarkier, kommandoer og meningsløshed. Fik I den i ældresektoren og sundhedssektoren?
For mig personligt var det en anden elev, Lars, som katalyserede et vendepunkt for mig i 2.g. Jeg var ordblind og trivedes ikke i skolen. Nul selvtillid og blev i første omgang erklæret uegnet til gymnasiet. Min kammerat fik sat mig på sporet med noget god gammeldags medmenneskelighed.
Siden blev jeg statistiker, læste i England, skrev en phd, blev iværksætter og konsulent. I tre årtier har jeg boet i udlandet og haft lederansvar for innovation i en global organisation (og med en lejlighed fuld af intelligent software).
Lars viste den tillid og menneskelighed, vi nu kan bruge i vores virksomheder. Den Lars-effekt skal vi have med ind i vores organisationer for at udvikle morgendagens teknologi.
