Kære Marie Bjerre: Undgå dine forgængeres fejl
Regeringens nye digitaliseringsminister træder i fodsporene på forgængere, der har haft varierende held med at løfte opgaven. For nu at sige det mildt.
Kære Marie Bjerre
En af fordelene ved at blive gammel er, at man kan glædes over små ting. Som eksempelvis at solen skinner, eller at jeg i dag kunne tanke benzin for 11,99 kr. (!). Men også, at vi med dig har fået en digitaliseringsminister.
”En lille ting?”, kunne du spørge. Ja, når jeg ser tilbage, har dine forgængere på posten haft varierende held med opgaven. For nu at sige det mildt.
Den allerførste minister, som fik dette ansvar i 1993, var Svend Bergstein (CD). Ham, der under den første Golfkrig i primetime på ensretningskanalen skubbede rundt med figurer, så vi alle kunne følge med i krigen. Han forstod absolut intet af teknologien, og det gjorde hans efterfølger Arne Oluf Andersen (S) heller ikke. Men de sad ikke længe på posten. Sådan er det med digitalisering, vil du nok opdage.
Den første, som rent faktisk udrettede noget godt for digitaliseringen af samfundet, var Frank Jensen (S). Han er en af de personer, der har siddet længst som teknologiminister. Overgået af Helge Sander, men ham er der ikke mange teknologi-professionelle, der kan huske. Hans efterfølger, Charlotte Sahl-Madsen (K), gjorde det på kort tid så dårligt, at området blev en del af Finansministeriet.
Hvilket kunne være en fordel, men viste sig ikke at være det. For de problemer, der står i vejen for en effektiv og udbytterig digitalisering af samfundet – for alle parter – er der stadig.
Nørderne får skylden
Digitaliseringsprojekter er svære. Lige som alle andre udviklingsprojekter. Så er det lettere at tale om, hvordan teknologierne eller teknikkerne har slået fejl. Sådan er det sjældent. Det forsøgte Trine Bramsen (S) i 2013 at skrive i et debatindlæg på it-mediet version2.dk. Men på en så klodset måde, at ugebladets Ingeniørens lederskribent efterfølgende kaldte det ”Bramsens tourette-agtige bramfrihed”. Som konsekvens mistede Bramsen it-ordførerposten.
Når hun nu i dag byder dig velkommen i Transportministeriet, kan hun nok fortælle dig lidt mere om, hvordan det var.
Beslutningstagere er stadig digitale analfabeter
Transportministeriet? Hvad skal du der? Jeg ved det ikke. Det er nok noget med, at et eller andet sted skulle du jo være. Hvis du ikke gør noget, bliver din ministerkarriere lige så kort som Charlotte Sahl-Madsens. Det er her, du skal tage ved lære af Frank Jensen, selvom han næppe vil være førstevalget som en inspirationskilde i dag. Men hans efterfølger Birthe Weis (S) fulgte den samme linje.
For lille inddragelse af dem, der har forstand
Under Frank Jensens teknologi-ministerperiode, blev der udarbejdet en række gode, konkrete handlingsplaner under paraplyen ”Informationssamfundet år 2000”. Som førte til, at Danmark på mange måder blev og stadig er langt med digitaliseringen.
Regeringsgrundlaget er ikke voldsomt konkret, hvad angår digitalisering, for nu at sige det pænt. Så du får brug for hurtigt at finde sparringspartnere, der virkelig forstår digitalisering. Ikke bare på deres ressortområde, men i samfundet i almindelighed og hos borgerne og virksomhederne i særdeleshed. Uden at fornærme nogen, kan vi vist godt blive enige om, at dem er der ikke mange af i Transportministeriet?
Så det første, du bør gøre, er at alliere dig med indsigtsfulde organisationer og personer, så du kan lande løbende, som man siger i HR-branchen. Men det ser også ud til at alle relevante organisationer står klar med åbne arme.
Tåbelige papirtigere blokerer fremskridt
På en række digitaliseringsområder er der en masse regler, som kun kan håndteres af store virksomheder. EU-Udbud, beskyttelse af persondata, it-sikkerhed ,….. Det er ikke stuerent at sige dette, men det gør det ikke mindre rigtigt: Bureaukraternes frygt for at begå fejl, har medført så indviklet regulering, at det oprindelige formål - et indre marked med fri konkurrence – helt er tabt. Alle de store tech-virksomheder er i dag enten fra USA eller Kina. Og de har masser af advokater. Som kan udnytte regeljunglerne. Modsat de europæiske – og danske – konkurrenter, som oftest bliver solgt, når de når en vis størrelse.
It-sikkerheden halter
Sidst, men ikke mindst, er sikkerheden fortsat for dårlig. Også i 13 af de vigtigste systemer for vores samfund. Har Rigsrevision fundet. Det skriger til himlen at ingen tager fat i den problemstilling. Som får lukkede minkfarme til at ligne en søndagsudflugt.
Vi taler om systemer, der er så vigtige at vores samfund går i stå uden. Her skal du vist have fat i din kollega i Forsvarsministeriet, Jakob Ellemann-Jensen, for at få nok opmærksomhed for denne, spegede sag.
Men som du nok har kunnet læse, er jeg en gammel nisse. Men jeg glæder mig alligevel til at se, hvordan du vil puste ny liv i dit digitaliseringsministerium. Eller får det på skinner. Det er tiltrængt!
Per Palmkvist Knudsen er en af de meste erfarne digitaliseringseksperter i Danmark og har arbejdet i ledende stillinger hos bl.a. Datacentralen, Devoteam/Fischer & Lorenz, Krak, Virk.dk og JP/Politikens Hus.