Fortsæt til indhold

Aktier: Techgiganter blev begravet i år, men IT kan blive hot i 2023

Aktierne i Facebook (Meta), Amazon, Netflix og Google (Alphabet) har sammen med tilsvarende techselskaber fået bank med den tunge ende af regnestokken i 2022. I det nye år kan nogle virksomheder i IT-sektoren dog opleve et stærkt comeback.

Debat
Lars Skovgaard AndersenInvesteringsstrateg i Danske Bank

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Skovgaard Andersen

FANG er en betegnelse for Facebook (Meta), Amazon, Netflix og Google (Alphabet), som tidligere har fejret store triumfer på aktiemarkedet, men i år har haft et rædderligt år med kursfald i niveauet 40-50 pct. Det er dog ikke ensbetydende med, at digitaliseringen af vores samfund stopper. Det er blot en gentagelse af afviklingen af et udbredt begreb i de finansielle markeder.

Vi oplever jævnligt, hvordan forskellige catchy begreber vinder indpas i investorernes ordforråd. Begreber, som gør det nemmere at ramme en given investeringsstil, og som får så stor opmærksomhed, at det kan føre til øget allokering mod visse dele af markedet.

I 2001 introducerede Jim O’Neill fra Goldman Sachs f.eks. begrebet BRIC for Brasilien, Rusland, Indien og Kina (China), som han blandt andet mente ville være blandt de hurtigst voksende økonomier. Og ingen tvivl om, at Kina og Indien har alle muligheder for at skabe vækst i deres økonomier bedre end os i Vesten, men til gengæld er Rusland af gode grunde ikke særligt investeringsmæssig interessant i øjeblikket, ligesom Brasiliens politiske kaos har ført til, at B’et også har mistet sin shine. I dag er BRIC dermed også en død sild som samlet begreb, og som investorer skal vi hele tiden forholde os kritisk til disse buzzwords.

Flere faktorer gjorde ondt

FANG-aktierne blev begravet i 2022, og mange andre tilsvarende selskaber led med dem. Mange selskaber med høje vækstrater blev dels ramt af højere renter, der reducerer deres værdiansættelse, dels at vi for en tid ikke ville se igennem fingrene med, at nogle af disse selskaber har meget høje omkostninger. Tidligere har investorerne accepteret omkostningerne, da de jo var prisen for, at selskaberne kunne udvikle sig og på sigt fastholde en høj vækst.

Selskaber, der har været ekstra under pres i år, er at finde i stort set alle sektorer, men med en stor koncentration inden for kommunikationsservice (den nye sektor, hvor vores digitale forbrug er samlet), cyklisk forbrug (herunder e-handel og biler) og den gamle IT-sektor (hardware, herunder cloud, kunstig intelligens og semiconductors).

IT spiller en afgørende rolle

Der er som sådan ikke nogen af disse områder, som jeg forventer, at vi pludselig holder op med at bruge penge på. Jeg har dog en fortsat bekymring for indtjeningsvæksten i dele af aktieuniverset, herunder cyklisk forbrug og kommunikationsservice. Dels kæmper selskaber i disse sektorer generelt med vores lavere forbrug, dels fortsætter de over en bred kam med at investere. Sidstnævnte kan for de enkelte selskaber være afgørende for, at de på længere sigt bliver vinderne, men det gør dem mindre interessante på kort sig, og begge sektorer er på undervægt hos os.

Den gamle IT-sektor, der leverer infrastrukturen til vores digitale hverdag, er også berørt af afmatningen, men det betyder ikke, at digitaliseringen stopper. Tværtimod fortsætter tendensen, og med de seneste års nye udfordringer i form af f.eks. flaskehalse, handelskrige og generelle udfordringer med at få leveret varer til sine kunder til tiden er der en stigende tendens til, at ny produktion bliver foretaget tættere på hjem. Høj inflation og stigende lønninger øger samtidig fokus på at få produceret varer mere effektivt, hvilket vi understøtte automatisering og brugen af robotter. I den proces spiller IT en afgørende rolle.

Fremtidens problemknusere

Men når noget er så vigtig en del af vores samfund, bliver det også en politisk mærkesag. Dels at beskytte mod digitale angreb, dels at have adgang til afgørende teknologi. Derfor forventer jeg også, at kampen om herredømmet inden for semiconductors, der er selve livsnerven for al teknologi, vil blive et vigtigt tema i 2023.

IT vil på mange måder blive ekstremt hot i det nye år. I første omgang gælder det for selskaberne om at leve op til forventningerne ved regnskaberne. Kan de det, er det et segment med interessante vækstmuligheder, og det er jo ikke at foragte i en tid, hvor den økonomiske vækst i sig selv hænger noget i bremsen.

Når det gælder dine investeringer, så vælg selskaber med lav gæld, stærke cash flows, og fornuftig indtjeningsvækst. Det er typisk inden for det segment, du finder overleverne. Her finder du selskaber, der ofte kommer styrket ud af kriser ved at kunne udkonkurrere svagere konkurrenter eller opkøbe dem, og du finder den type selskaber i alle sektorer. Jeg vil især kigge efter dem inden for IT-sektoren i 2023, for det vil være her, man finder mange af fremtidens problemknusere.

Artiklens emner
Digitalisering
Facebook