Joe Biden på vej i defensiven

I halvlegen for sin første præsidentperiode kan Biden se tilbage på en lang række succesfulde initiativer. 

Hans administration har investeret historisk i klima og vedvarende energi – noget, der ikke mindst glæder dygtige danske virksomheder på det grønne område. Han har fået en stor infrastrukturpakke igennem, sørget for enorme corona-hjælpepakker, afhjulpet forsyningsproblemer og undgået en stor strejke på jernbaneområdet. 

Det er endda lykkes ham at få en tværpolitisk aftale på plads, der strammer lidt på den meget liberale våbenlovgivning, og han har også markedet sig til fordel for LGBT-rettigheder, veteraner og udpeget den første sorte, kvindelige højesteretsdommer.

På karakterbladet for samfundsøkonomi trækker det fortsat meget stærke arbejdsmarked op, ligesom det er positivt, at inflationen efter alt at dømme er på vej under kontrol ikke mindst hjulpet af lavere energi- og benzinpriser. Man kan altid diskutere, hvor stor den amerikanske præsidents reelle indflydelse på disse makroøkonomiske tal er, men omvendt får præsidenten altid skylden, når det går dårligt økonomisk, så hvis det lykkes centralbanken og andre at orkestre en blød landing i økonomien, vil det også gavne præsident Biden.

Det absolutte lavpunkt for Bidens første periode var den unødigt kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan. Amerikanerne hader at blive mindet om, at de ikke er uovervindelige, og de ydmygende billeder fra Kabul lufthavn ramte administrationen hårdt. Med en fortsat stærk international koalition, der bakker entydigt op om Ukraine og et overraskende godt midtvejsvalg er denne fiasko dog ved at træde i baggrunden. Meningsmålingerne har også rettet sig.

Udsigt til trægt midtbanespil

Det tyder ikke på, at Biden kan nå lige så langt frem i banen i de kommende to år af sin periode. Han har mistet flertallet i Kongressen, er løbet ind i en særdeles træls sag om uforsvarlig opbevaring af fortrolige dokumenter i flere omgange, og den republikanske højrefløj har vist sig stærk og må formodes at sende partiet ind på en meget konfrontatorisk kurs med undersøgelseskommissioner og et forestående dramatisk slagsmål om forhøjelse af gældsloftet. 

Det kan tvinge præsidenten i defensiven på en række områder. Høje tal for illegal indvandring har tvunget ham til at forsøge at adressere en kompleks dagsorden, som traditionelt gavner oppositionen, og hvor han samtidig hurtig kommer til at lægge sig ud med sin egen venstrefløj. Dertil kommer, at han snart skal til at forholde sig til sin egen kampagne for genvalg – hvis han altså som forventet vælger at genopstille.

Det har hidtil hjulpet ham, at hans hold af erfarne seniorfolk har været ganske stabile indtil nu – modsat forgængeren Donald Trump, der på nuværende tidspunkt allerede var på sin tredje stabschef. Det forlyder dog, at stabschef Ron Klain gør klar til at træde af som Bidens holdkaptajn, og det kan udløse andre udskiftninger.

På udebane er USA i en stadig tydeligere konkurrence med Kina om strategiske ressourcer, og også forholdet til EU kunne være bedre, da mange EU-lande betragter USA’s industripolitik som meget protektionistisk. Det ville han kunne afbøde ved en mere konstruktiv frihandelsdialog med Europa – ikke mindst fordi samhandlen over Atlanten er langt mere sikkerhedspolitisk ufarlig og sund fornuft.

Trump lagde meget af denne dialog på is, men Biden har ikke for alvor formået at tø det projekt op igen. ”America First” er blevet et mainstreamslogan både for Republikanere og Demokrater, og det er en skam, for øget samhandel gavner begge parter.

7. februar skal Biden selv gøre status for Kongressen i sin ”State of the Union” tale. Han vil helt forventeligt bruge en del tid på at rose sin egen indsats og tegne et positivt billede af USA’s kurs, men det bliver også interessant at se, om han formår at tegne konturerne til en offensiv dagsorden for de kommende to år – eller om vi ser en præsident, der affinder sig med at spille mere defensivt.