Om klima, kompromiser og kreativ bogføring

I 1992 blev UNFCCC-konventionen indgået for at sætte et fælles mål om at mindske udledningen af drivhusgasser. Det var herfra, at COP udsprang, og konventionen blev forgængeren til Kyoto-aftalen som førte til reelle forpligtelser. 

Siden da er der løbet meget vand i åen og mange nye aftaler er blevet indgået for at hæve ambitionsniveauet, men med hver aftale kommer nye kompromiser. 30 års forhandlinger om regnemetoder betyder, at det kan ligne kreativ bogføring, når klimapåvirkninger skal opgøres.

Et eksempel er den måde, det er besluttet, at lande skal opgøre deres egne udledninger af drivhusgasser ved territorielle udledninger. Storbritannien har f.eks. reduceret deres drivhusgasudledninger med ~40 pct. fra 1996 og frem til 2019. En flot og attråværdig start mod deres mål på 57 pct. reduktion i 2030. 

Problemet er, når udledningerne for Storbritanniens fulde forbrug inkluderes, herunder varer produceret uden for landets grænser og derefter importeret, er reduktionen kun på 13 pct. i samme periode. Regnemetoden er problematisk i og med, at produktionen af mange varer er outsourcet til produktionslande over de seneste årtier, og udledningsbyrden også er flyttet med, selvom vi er kilden til udledningen. 

Heldigvis begynder de første mål at opstå i den rigtige retning, hvor f.eks. Sverige har foreslået at sætte forbrugsbaserede reduktionsmål som det første land i verdenen.

Et andet eksempel er vores tilgang til brug af strøm og særligt grøn strøm. Det danske elnet er som et stort badekar af strøm, hvor forskellige haner fra f.eks. vind, sol, biomasse, kul, alle hælder i karret. Og heldigvis er der både ambitiøse virksomheder og politiske partier, der alle ønsker at åbne mere for de grønne haner. 

I mellemtiden får de, der producerer grøn strøm, udstedt et certifikat for den grønne strøm, som kan handles. Det betyder, at virksomheder kan købe et certifikat og påstå, at de kører på 100 pct. grøn strøm. I praksis betyder det, at når strømmen reserveres af en spiller, bruger alle andre mere sort strøm, uden at de er klar over det. 

Metoden har haft sin berettigelse engang, men i dag er vedvarende energi blevet mere attraktivt grundet den grønne omstilling og forbedrede produktionspriser. Virksomheder kan i stedet sikre sig, at deres grønne strøm er additionelt, ved at indgå længerevarende elkøbsaftaler, som er med til at sikre at ny grøn strøm bliver tilført – en såkaldt PPA.

Når det kommer til energi i Danmark, gøres der ligeledes stor brug af afbrænding af biomasse, hvilket regnes som CO-neutralt. Men når biomasse, f.eks. træer, vokser, optages CO, og når det brændes, udledes CO igen. Det er aftalt, at udledningen kan betragtes som nul, hvis biomassen genplantes, også selvom det tager tid for den at vokse og genabsorbere CO’en. 

Men når Danmark importerer biomasse fra andre lande, er det ikke garanteret, at de andre lande genplanter, da de kan have mindre ambitiøse mål end os, men det er i eksportlandets udledninger, at vores forbrug så angives.

Et sidste eksempel er vores brug af offsetting, eller klimakompensation, hvor det er populært at regne hele reduktionen til indtægt i år 1, uagtet at det f.eks. tager tid for et træ at vokse til fuld størrelse og absorbere den fulde mængde CO. Det er med andre ord en langsigtet løsning for et kortsigtet problem. 

Regnemetoden er i øvrigt behæftet med en vis usikkerhed, da det antages, at projektet opnår sit fulde potentiale på sigt, uden at f.eks. skoven brænder. Her er det vigtigt at gå de forskellige løsninger efter for at sikre, at de tilsvarende er additionelle og bestandige.

Disse eksempler er få blandt mange frustrerende beslutninger, der er taget om regnemetoder. Der er mange ambitiøse og drevne bæredygtighedsforkæmpere i de danske virksomheder, som alle handler i god tro og forsøger at gøre en forskel, men som bliver fanget i uheldige situationer af fortidens smuthuller. 

Det er på tide, at der kommer et gennemsyn af de mange snørklede måder at regne drivhusgasudledninger ud på, således at det kan blive mere enkelt og retvisende for den reelle klimapåvirkning, vi har som nation, virksomheder og individer.