Økonomisk vejrudsigt: Tågen begynder at lette
Den økonomiske vejrudsigt har længe budt på dybe lavtryk. Men nu er der endelig tegn på bedre tider, omend usikkerheden fortsat er stor, skriver cheføkonom Helge J. Pedersen.
I Carl Nielsens mesterværk ’Tågen letter’ kan musikkendere høre, hvordan komponisten helt fra begyndelsen hyppigt veksler mellem dur og mol for at fremhæve stemningsskifterne mellem det lyse og mørke.
Og lidt på samme vis er det med den økonomiske vejrudsigt. For få måneder siden lød forudsigelserne på, at vi stod over for en langvarig og dyb krise. Nu lyder der anderledes og mere optimistiske toner fra bl.a. Den Internationale Valutafond, IMF, som i sidste uge udgav en ny prognose for verdensøkonomien. I forhold til oktober-prognosen indeholdt den således en ret betydelig opjustering af vækstforventningerne for perioden 2022 til 2024 set under ét.
Før euforien tager overhånd, må det pointeres, at usikkerheden på alle økonomiske prognoser er ekstraordinær stor for tiden.
Og vi kan især takke to forhold for, at der endelig er udsigt til bedre tider efter et mildt sagt dramatisk 2022. For det første giver det store fald i energipriserne, som er en følge af den milde vinter, ny medvind til den europæiske økonomi. For det andet betyder Kinas overraskende beslutning om hurtigt at genåbne landet oven på de store protester i december, at væksten i år bliver meget højere i Riget i Midten end tidligere ventet. De bedre vækstudsigter for euroområdet og Kina vil selvsagt også øge vækstpotentialet i andre lande.
Men før euforien tager overhånd, må det pointeres, at usikkerheden på alle økonomiske prognoser er ekstraordinær stor for tiden. Og de største risici knytter sig til den geopolitiske situation, pandemien, inflationen og ikke mindst effekten af den mest markante opstramning af pengepolitikken i nyere tid.
For ingen ved med sikkerhed, hvordan krigen i Ukraine kommer til at udvikle sig, om Kina forsøger at annektere Taiwan, om gaspriserne igen stiger eksplosivt, eller om en ny og meget værre pandemi rammer os som i HBO’s højaktuelle postapokalyptiske serie ’The Last of Us´.
Til gengæld kan vi med større indsigt forholde os til virkningerne af centralbankernes kamp mod inflationen, der som bekendt fortsatte med ufortrøden styrke i sidste uge, da både Fed, Bank of England og ECB kom med nye rentestigninger. Nationalbanken fulgte i ECB’s fodspor, men i et lavere tempo. Dermed fik den nye nationalbankdirektør, Christian Kettel Thomsen, også lejlighed til at cementere sit commitment til 40 års succesfuld dansk fastkurspolitik. Det er nemlig den stærke danske krone, som er årsagen til, at Nationalbanken igen kunne sætte renten op med mindre end ECB.
Ikke desto mindre er Nationalbankens renter på det højeste niveau siden marts 2009, ligesom de lange stats- og boligrenter er meget højere end for blot et år siden. Det er en udvikling, som gør ondt på den økonomiske aktivitet og ikke mindst boligmarkedet. Herhjemme er boligpriserne faldet med knap 10 pct. siden toppen i juni sidste år. Det er markant og ikke set tilsvarende siden finanskrisen.
Inden fanden males på væggen for boligejerne, er det dog værd at huske på, at boligpriserne steg eksplosivt under pandemien og måned for måned satte nye rekorder. Så der er altså i første omgang tale om en korrektion fra et dybest set uholdbart prisniveau. Men risikoen for, at der bliver tale om større prisfald må ikke undervurderes. Erfaringen tilsiger nemlig, at udviklingen på boligmarkedet ofte ender i en selvforstærkende og længerevarende proces.
Det kan vise sig at blive tilfældet igen såvel internationalt som herhjemme, til trods for at tilsynsmyndighederne har gjort sit for at forhindre nye bolig- og gældsbobler gennem en betydelig stramning af lånevilkårene.
I den forbindelse er det også værd at huske på, at pengepolitikken virker med en vis forsinkelse, som typisk er på flere kvartaler. Det er altså først nu, at virkningen fra sommerens stramninger af pengepolitikken for alvor begynder at sætte sig i realøkonomien. Der er derfor fortsat risiko for, at pengepolitikken kommer til at blive strammet så meget, at en dyb recession rammer de lande, hvor ejendomspriserne og ikke mindst gældsætningen er løbet løbsk i perioden med ’gratis penge’.
Det er således på mange måder en delikat balanceakt, som verdens centralbanker befinder sig i for tiden. Antallet af lodder, der bliver lagt i enten vækst- eller inflationsskålen på rentemøderne i Washington, Frankfurt, London, Tokyo og Stockholm over de kommende kvartaler, kan vise sig afgørende for udfaldet. I mellemtiden vil de finansielle markeder spille videre i både dur og mol.