Der findes intet quickfix: Fremtidens revision kræver ny forretningsmodel
Skærpede krav til virksomhederne har gjort revisionen dyrere, mere kompleks og dermed også mere tidskrævende. Der er derfor behov for en grundlæggende ændring af revisorernes måde at arbejde på.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Aktuelt er der megen debat om antal timer og travlhed i revisionsbranchen. Øgede krav fra revisionsstandarder til f.eks. revision af regnskabsmæssige skøn og til compliance i form af bl.a. dokumentation for hvidvask samt behov for at investere i digitalisering har betydet, at revisionen er blevet dyrere, mere kompleks og dermed også mere tidskrævende.
Vi mener derfor, at der er behov for en grundlæggende forandring af forretningsmodellen inden for revision, og at der ikke findes noget quickfix.
PwC har derfor i den seneste årrække indført en række tiltag, der har forbedret vores model. Det indebærer konkret et mix af flere tiltag: Nyt kompetencecenter i Danmark, fokus på projektstyring og planlægning samt et stærkt fokus på digitalisering og øget brug af kompetencer i vores globale netværk.
Tiltag, der også skal være med til at fastholde og tiltrække de dygtigste talenter i branchen. For der er et klart behov for, at forretningsmodellen innoveres, så det også i fremtiden er bæredygtigt at drive en revisionsforretning, hvor medarbejdere trives og fortsat belønnes for den værdi, de skaber.
Med vores strategi Tillid 25 er der sat ekstra tryk på området, herunder ambitionen om at arbejde smartere inden for revision. Det betyder b.la., at vi i dag benytter en kombination af udenlandske kolleger til nogle typer af opgaver, ligesom visse standardopgaver ikke nødvendigvis skal løses af en uddannet revisor, men af vores ansatte med økonomisk baggrund fra vores danske kompetencecenter.
Tiltagene har medført, at der ifølge seneste tilfredshedsmåling er historisk høj arbejdsglæde blandt medarbejderne samt 100 flere ansatte i vores revisionsforretning svarende til over 150.000 timer mere sammenlignet med året før. Derudover blev der i 2022 købt 50.000 timer af PwC’s internationale netværk, og antallet forventes øget i årene fremover.
Vi er dermed lykkes med at øge vores kapacitet markant, men vi er stadig ikke i mål. Vi skal fortsat være endnu bedre til at projektstyre og sikre rettidig planlægning, så der sikres en endnu bedre udnyttelse af medarbejdernes tid, og at værktøjer bliver brugt så effektivt som muligt, så vi kan udføre en værdiskabende revision af høj kvalitet.


