Vil kvinder virkelig ikke have høje lønninger, bonusser og store biler?
Der er i 2023 stadig størst sandsynlighed for, at du vil møde en mand, hvis du skal have rådgivning om investeringer eller have forvaltet din formue. Hvis det skal vendes, handler det ikke nødvendigvis om store lønpakker men først og fremmest tydelige rollemodeller og en troværdig fortælling om værdiskabelse.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I denne uge så jeg en svensk opgørelse, der giver næring til opfattelsen af, at der er meget få kvinder i investeringsbranchen. Ifølge tallene fra nabolandet er der flere ansatte i kapitalforvaltningsbranchen i Sverige, der bærer navnet Johan, end der er kvindelige ansatte i hele branchen. Desværre kan jeg genkende den tendens på vores side af sundet.
Forleden hørte jeg en mandlig - ganske højt placeret - chef for investeringer i en stor dansk finansiel virksomhed udtale, at han ikke forstod, hvorfor der ikke er flere kvinder inden for investeringsområdet, for der er jo ”både høje lønninger, store bonusser og store biler.”
Da jeg er fuldt overbevist om, at det ikke er tanken om en god lønpakke, der afholder kvinder fra investeringsbranchen, må der oplagt være andre grunde.
Hvilke barrierer holder kvinder ude af investeringsbranchen?
Jeg har selv nogle bud. Men i første omgang rådførte jeg mig med den revolutionerende chatbot ’ChatGPT’, som gav mig følgende fire forklaringer – som jeg i øvrigt er helt enig i:
- Brancher, der traditionelt har været domineret af mænd, udvikler en kultur, der kan være svær at bryde igennem for kvinder.
- Manglen på kvindelige rollemodeller og mentorer i branchen, som kan hjælpe og inspirere kvinder til at forfølge en karriere inden for investering.
- Uddannelsesmæssige og kulturelle barrierer kan spille en rolle, da kvinder ikke altid føler sig velkomne eller opfordret til at forfølge karrierer inden for matematik, økonomi og finans.
- Endelig kan familiære og personlige omstændigheder have en indflydelse, da kvinder ofte står over for større udfordringer og forpligtelser, når det kommer til at balancere deres arbejds- og familieliv.
I tillæg til de fire (konsensus)-forklaringer vil jeg tilføje tre andre, som jeg også mener har en betydning.
- Kvinder er generelt mere optaget af ’værdier’ i jobbet, hvor flere mænd skeler til lønnen (flugter med den mandlige chefs undren).
- Det er et fag, der nemt lægger op til, at man bliver målt og vejet. Det store fokus på investeringsafkastene taler sit eget tydelige sprog. Det kan udvikle en høj grad af performance-kultur, der i højere grad virker tiltrækkende på mænd end på kvinder.
- Det er et område fyldt med risici, man opererer på. Ens råd og beslutninger har store økonomiske konsekvenser for dem, man rådgiver og investerer på vegne af. Det er velkendt, at mænd som udgangspunkt er mere risikovillige.
Lad mig for god ordens skyld understrege, at ovenstående alle sammen er forhold, der i nogen grad er baseret på generaliseringer.
Så hvordan får vi vendt billedet?
Selvom der er tale om generaliseringer, er det tydeligt, at der er flere forhold, vi skal arbejde med, hvis andelen af kvinder i branchen skal øges. Der er kommet mange flere rollemodeller til de senere år. Tine Choi, Josephine Cetti, de unge kvindelige stiftere af Female Invest - alle er fantastiske rollemodeller.
Bæredygtighed fylder mere og mere i både rådgivningen og investeringsprocesserne. Området tiltrækker i høj grad kvinder, og det vil formentlig føre til flere kvindelige eksperter på bæredygtighedsområdet, som fremover bliver helt centralt for investeringsområdet.
Endelig tror jeg, at vi som branche skal øve os i at fortælle om værdiskabelsen til de unge kvinder. En fortælling om høje lønninger, bonusser og biler, er ikke appel nok i sig selv. Vi skal tydeliggøre meningen og værdiskabelsen ved arbejdet.
Når man får overdraget ansvaret for at forvalte andre folks penge, er der altid en forhistorie om måden, hvorpå formuen er blevet skabt. Ofte er det enten fra mange års arbejde, salg af en veldreven virksomhed eller skiftende generationers omhyggelige varetagelse af en arv. I alle tilfælde betyder overdragelsen af forvaltningen af formuen, at man er med til at bringe pengene videre på en ny rejse. En rejse hvor de kan gøre gavn i nye virksomheder – hvad enten det er i form af egenkapital eller lån– og dermed på ny give afkast til både familierne og til samfundet i form af produktion og job.
Der er med andre ord både formål og værdiskabelse i investeringsbranchen, men vi skal måske huske at italesætte det endnu mere for at få flere kvinder til at overveje investeringsbranchen i fremtiden.
God international kvindedag!

