Usædvanligt jubilæum trækker dybe spor i aktiemarkedet

I skyggen af sidste uges voldsomme kursbevægelser på finansmarkederne blev et usædvanligt ’jubilæum’ torsdag forbigået uden den store opmærksomhed – og så alligevel. 

Torsdag var det et år siden, at den amerikanske centralbank for første gang i en længere årrække hævede renten i USA. Renteændringer er i sig selv ikke usædvanlige, når man kigger tilbage i historien, men to ting har gjort de seneste 12 måneder iøjnefaldende. For det første kom rentestigningen kun cirka halvandet år efter, at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, proklamerede, at man i centralbanken ikke engang ”tænkte på at tænke” på at hæve renten. 

Markedet skulle altså forstå, at en rentehævning ikke ville komme på tale foreløbig, og at renten ville forblive tæt på 0 pct. i meget lang tid (læs: penge er gratis så langt øjet rækker). 

Men forudsigelsen holdt ikke stik, og i løbet af cirka 18 måneder gik man i USA fra ikke at kunne forestille sig højere renter til faktisk at foretage det første renteløft i styringsrenten. For det andet har de seneste 12 måneder budt på en af de kraftigste og hurtigste pengepolitiske stramninger siden 1970’erne og 1980’erne. På 12 måneder er renten blevet hævet otte gange og samlet med 4,5 procentpoint. Vi kender alle baggrunden for den kraftige stigning i renten – nemlig ubalancen mellem udbud og efterspørgsel i kølvandet på covid-19 og Ukraine-krigen. Konsekvensen har været kraftigt stigende priser på varer og serviceydelser. 

Centralbankerne forsøger at fastholde inflationen på et langsigtet stabilt lavt niveau og bruger rentevåbnet til at påvirke efterspørgslen i samfundet, for derigennem at presse inflationen ned.

Begivenheder hænger sammen

Torsdagens ’jubilæum’ druknede i usikkerhed og markante fald blandt verdens banker og aktieselskaber – og alligevel er det værd at bemærke, at der er en sammenhæng mellem begivenhederne i sidste uge og det seneste års kraftige rentestigninger. 

Silicon Valley Bank, som i sidste weekend blev sat under administration af de amerikanske myndigheder, havde for år tilbage gennem en længere periode oplevet en stor tilgang af likviditet fra bankens mange små og mellemstore teknologi- og sundhedsvirksomheder. 

Det gik godt blandt kunderne, og indtjeningen blev placeret i banken til en lav rente tæt på 0 pct. En del af indlånet valgte Silicon Valley Bank at placere i sikre amerikanske statsobligationer for at få en forrentning og dermed generere indtjening til banken. 

Da renterne var tæt på nul, valgte banken dog at købe statsobligationer med længere tid til udløb for at få en højere rente (men samtidig også en højere kursrisiko). Så langt, så godt – altså lige indtil rentestigningerne sidste år begyndte at sætte ind, og flere kunder trak deres indlån fra banken, hvor renten fortsat var lav. I stedet valgte kunderne at investere i sikre statsobligationer, hvor renten nu var tættere på 4-5 pct. Problemet var bare, at Silicon Valley Bank ikke havde afdækket kursrisikoen på de lange amerikanske statsobligationer, som banken tidligere havde købt på meget lave renteniveauer. Det betød, at banken pludselig stod med et samlet kurstab på 1,8 mia. US-dollar.

Det voldsomme tab – kombineret med at kunderne trak penge ud af banken, først fordi man ville investere i en højere rente, og senere fordi man frygtede problemerne i banken – skabte ubalancen, som knækkede Silicon Valley Bank. 

Frygt for flere bankkrak

Mange spørgsmål rejser sig i kølvandet på Silicon Valley Bank, Credit Suisse og andre banker. Oplever vi en systemisk krise, og kan vi forvente at se mange flere banker bukke under, som det skete under Finanskrisen? 

Som udgangspunkt er svaret nej. Større banker i USA, Europa og også Danmark har gennemgået en markant regulering gennem de seneste 15 år siden finanskrisen.

Kapitalgrundlaget er helt anderledes stærkt, og hvert år stress-testes de største banker under scenarier med stigende arbejdsløshed og faldende boligpriser osv. Stress-testene skal sikre et stærkt og robust banksystem. Det betyder ikke, at banker og aktier ikke kan falde. En systemisk krise er ikke en nødvendighed for at se aktiekursfald og korrektioner i aktiemarkedet. 

Årsdagen for den første amerikanske rentehævning i denne konjunkturcykel markerer, at de seneste 12 måneders bevægelser i styringsrenterne vil få effekt på banker, virksomheder, boligejere, forbrugere osv. 

Rentestigningerne er foretaget for at begrænse efterspørgslen og ultimativt sænke inflationen. Rentehævninger virker med forsinkelse, og de kommende 12 måneder vil effekten kunne mærkes i realøkonomien. 

På den lange bane er der mange muligheder i aktiemarkedet, men sidste uges ’jubilæum’ bør for nuværende understøtte en fortsat forsigtig tilgang til risikoaktiver.