Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Tandferie, hjerteflimmer og gulerødder. Jeg skal dælme ikke være ”aktiv senior”

Jeg har kigget ind i de aktive seniorers verden. Det bliver et pænt nej tak til konceptet.

Anders Heide Mortensen

Bladet faldt ud af en avis. Der lå det så på parketgulvet og lokkede med et kig ind i en verden, jeg ikke kender: Det velaflagte ældre-segments verden. Danskere, der har penge med ind i den tredje alder. Den aktive senior.

Der lå det glittede magasin og lokkede med forsidehistorier om ”Sund i fællesskab” og ”Kunst du skal opleve i 2023”. Spændende. På den måde, at det her seniorunivers er som at besøge et nyt land. 

Det er nyt land, da vi har indrettet os sådan i Danmark, at man ikke går i vejen for hinanden. Far og mor skal jo passe deres arbejde. Derfor bliver børn passet, så de ikke går i vejen, og ældre bliver passet, så de ikke går i vejen, og mellem pensionen og plejehjemmet passer folk sig selv, så de ikke går i vejen. 

Jeg tænkte først, at aktive seniorer måske har så aktive tænder, at tænderne ind imellem får ferie.

Anders Heide Mortensen

På den måde går ingen i vejen for hinanden, og ingen ved egentlig, hvad de andre går og laver.

Nu skal jeg fortælle, hvad de går og laver i de aktive seniorers land. Først de korte nyheder på side fire: Corona-relaterede indtægter bliver de ikke modregnet i folkepensionen, og lilla gulerødder kan muligvis forebygge tarmkræft. Godt at vide.

I de aktive seniorers land fylder sundhed meget. En kvinde, der hedder Kirsten, gik lykkeligvis til optiker, da hun syntes, at læsebrillerne ikke længere duede, og optikeren tilbød lykkeligvis et gratis sundhedstjek, og nu er alt godt igen.

Husk også at mærke din puls – hver morgen og aften. Uregelmæssig puls kan være tegn på hjerteflimmer, og hjerteflimmer femdobler risikoen for blodprop i hjernen. Det gode råd leveres af et firma, der fremstiller hjertemedicin. Vendingen ”tegn på” er i øvrigt hyppig i seniormagasinet.

Så er der kosttips. Prioritér proteiner i kosten, for der skal protein til at opbygge muskelmasse, og uden en sund muskelmasse risikerer man at falde og brække noget, og så kan man ikke opretholde et aktivt seniorliv.

Men der skal jo tænder til at tygge proteiner. Hvis det er her, problemet ligger, tilbyder et firma ”tandferier”. Tandferier. 

Jeg tænkte først, at aktive seniorer måske har så aktive tænder, at tænderne ind imellem får ferie. Bliver sendt sydpå, ned til solen, med besked på at slappe af og lave nul og en dyt. Fordi tænderne bliver udkørt af at spise lilla gulerødder, der muligvis forebygger tarmkræft. Imens lever den aktive senior af ”ernæringsdrikke” – side 19 i bladet. Men hovedet følger åbenbart med på en tandferie, og den foregår i Budapest.

Når man ikke er på tandferie, kan man tage på kunstmuseum, højskole, kroophold eller rejse til Syditalien. Eller til morgensvømning eller yoga. Eller man kan – nævnt under punktet ”Få mere struktur i hverdagen” – hente børnebørnene ”én dag om ugen” og ”forene uvurderlig kvalitetstid med fysisk aktivitet”.

Prøv at læse dén sætning en gang til: En aktiv senior kan bruge et barnebarn til at få struktur på ugen og komme ud og få sig rørt.

”Det hele handler ikke om dig”. 

Hvorfor tænker jeg igen og igen på den bogtitel, når jeg læser bladet for den aktive senior? 

Det gør jeg af to grunde. Bladet er, som bladet Vi Unge var engang, et studie i selvrealisering. I Vi Unge er der kun mig på 15 år i hele verden. Min urene hud, min sprogrejse med EF, min shampoo mod skæl. Det hele handler om mig. Mig. Og mig. Og det gør det – åbenbart – igen 50 år senere. Mig. Mig. Og mig.

Den anden grund til, at bogtitlen popper op, er de aktive seniorers projekt - ifølge bladet. Projektet er at undgå sygdom og død. Frelsen består af lilla gulerødder, hjertemedicin, højskoleophold og rejser, der kan fordrive tanken om det uafvendelige. 

Men ulykke, sygdom og død er altså en del af livet. Segmentet, bladet er skrevet til, nærmer sig finalen, men finalen bliver holdt ud i strakt arm. Ikke et ord, ikke en linje om sagen. Vi snupper i stedet et museumsbesøg og et kosttilskud mere.

Sådan gider jeg dælme ikke blive gammel. På flugt fra det uafvendelige, i en tandlægestol i Budapest eller på en ”kulinarisk smagsrejse til Vestjylland”. Hvis det er at være aktiv senior, vil jeg hellere være fri.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk  

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.