ChatGPT – et tveægget sværd for investorer
Danske Banks investeringsstrateg sætter fokus på den hypede nyskabelse inden for kunstig intelligens.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Er ChatGPT en hype? Absolut ja. Men kunstig intelligens – også betegnet AI for artificial intelligence – er ikke nyt, og det er et interessant investeringstema.
ChatGPT er blot den nyeste udvikling inden for AI, hvor GPT står for generative pre-trained transformer. Frit oversat er GPT et computerprogram, der er trænet i at forstå og skrive tekst på samme måde, som mennesker gør det. Og med ChatGPT er AI pludselig ikke længere forbeholdt indviede nørder og techfirmaer, men er nået bredt ud til folket.
Hvis der er noget, der er hot inden for mit felt, så er det ChatGPT. Hvis du ikke har prøvet at bruge det, kan opmærksomheden måske virke lidt overdrevet. Men har du prøvet at bruge ChatGPT, så ved du, at det er ret vildt, hvad det kan.
For os som investorer er det dog også her, at vi virkelig skal passe på.
Hvis forventningerne til selskabernes fremtidige indtjening på denne nye teknologi ikke indfries inden for en overskuelig fremtid, kan det blive et dyrt bekendtskab. Nogle af de stigninger, som hypen om ChatGPT i år har medført i udvalgte selskaber, kan potentielt blive udfordret, når selskaberne skal aflægge regnskaber.
En anden ting, der kan lægge en dæmper på hypen, er regulering.
Her tænker jeg blandt andet på Tesla-ejer Elon Musk og de mere end 25.000 andre medunderskrivere af et åbent brev med en opfordring til at bremse udviklingen af ChatGPT, indtil vi har fået nogle regler for brugen af teknologien.
Hvis bare nogle dog havde tænkt det samme, inden vi slap de sociale medier løs i vores samfund – her havde det været godt med regler. Men sådan er det ofte med teknologiske nyskabelser. Det er først, når vi ser konsekvenserne, at reglerne bliver indført. I parentes bemærket var Elon Musk ovenikøbet selv med til at stifte OpenAI, som står bag ChatGPT.
Senest har Googles topchef Sundar Pichai været ude og sige, at det ikke bør være selskaberne selv, der skal definere udviklingen af disse nye knopskud fra kunstig intelligens. Det mener han slet ikke, vores samfund er klar til, da det med hans ord vil få effekt på alle produkter i alle selskaber.
Og det er ikke fordi, Google selv står på sidelinjen inden for udviklingen. Google har deres egen GPT-model, der hedder BART, ligesom en række af de andre store it-selskaber har haft lignende teknologier liggende, som nu kommer i fokus.
Men hvor er så investeringsvinklen?
Som sagt handler den dels om kortsigtet hype, hvor visse selskaber kan blive ramt af investorers utålmodighed, når de høje forventninger ikke indfries ved de førstkommende regnskaber. Men dels handler den også om ikke at misse en god investeringsmulighed inden for AI af frygt for overdreven hype om ChatGPT.
Den hastige udvikling inden for AI kan i lighed med andre teknologiske kvantespring få stor effekt på vores samfund.
Selskaber og personer vil opleve øget produktivitet ved at benytte den, men samtidig vil det i lighed med andre nye teknologier føre til, at jobs forsvinder, mens nye jobs vil opstå. Selskaber, der formår at udnytte den nye teknologi, vil alt andet lige være bedre stillet end konkurrenter, som ikke gør.
Rigtig mange selskaber bruger allerede AI, uden at vi nødvendigvis tænker over det. Robotteknologi og automation er f.eks. et tema, som vi længe har haft et positivt syn på, og hvor AI har bevæget sig fremad med 120 km i timen, længe inden ChatGPT kom på radaren.
Bedre og billigere teknologier har gjort det attraktivt for selskaber at tilkøbe løsninger inden for fysiske robotter eller chatbots, og højere lønninger og stigende omkostninger gør blot regnestykket endnu mere attraktivt i øjeblikket.
En anden, men ikke uvæsentlig ting, der gør det mere interessant for selskaber at benytte AI, er mængden af data. Der høstes mere og mere data, som knuses og bruges til at optimere salg og processer og dermed øge indtjeningen.
Sådan ville jeg investere …
Jeg ønsker som Elon Musk og Sundar Pichai nogle regler for AI, herunder ikke mindst ChatGPT. Men det ændrer altså ikke ved, at kunstig intelligens allerede er her og trods potentiel regulering fortsat vil være et godt investeringstema.
Af frygt for at brænde fingrene på de mest hypede aktier ville jeg dog i vid udstrækning investere i temaet via en fond eller ETF, der sikrer en rigtig god risikospredning på tværs af mange selskaber – potentielt krydret med en enkeltaktie eller to.
Samtidig er det også værd at huske, at vinderne på AI lige så vel kan blive de selskaber, der formår at udnytte teknologien bedst muligt, som de selskaber der udvikler teknologien.
Og sidst, men ikke mindst: Husk, at vi ofte overvurderer det kortsigtede potentiale i ny teknologi, men modsat har vi det med at undervurdere det langsigtede potentiale, som ofte klart overstiger den første hype.


