Bryd dine købsvaner og giv iværksætterne en chance
2022 var svært for iværksætterne, så de har virkelig brug for dit forbrugsmæssige fokus nu. Det gavner vores samfund og dermed også dig, hvis du tager en chance og bryder dine købsvaner. Så hvad venter du på?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Undersøgelser viser, at 2022 ramte iværksætterne som et pludseligt vejrskifte. Bevares, flere skulle have set korrektionen komme, men det blev brutalt, efter krigen gjorde sit indtog, og de økonomiske konsekvenser hurtigt satte sig i iværksættermiljøet.
Det betød både, at investeringslysten faldt dramatisk, og at kunderne i de fleste markeder blev tøvende. Derudover steg produktionsomkostningerne og ikke mindst de private leveomkostninger voldsomt. Det betød, at mange iværksættere oplevede bootstrappingen endnu hårdere.
Nej, dette er ikke en klagesang. For i min bog skal en iværksætter operere i nuet, vedkommende lever i. Det er et vilkår og bør omfavnes uden mådehold.
Men krisetider er krævende for mange, ikke bare iværksættere, og den brutale virkelighed er, at det skiller fårene fra bukkene. Nogle gange på ganske urimelig vis.
Men det tester også det danske samfunds reelle ønske om at støtte iværksættere. For hvordan reagerer du i denne krisetid? Køber du – professionelt som privat – i vanens blindhed det, du plejer og hvor du plejer? Eller giver du nye produkter og dermed iværksættere en chance?
Min påstand er, at alt for mange glemmer at give de tidlige og helt små selskaber, producenterne og deres produkter en chance. Og dermed glemmer de at give sig selv chancen for at opdage noget nyt; at åbne øjnene for nye oplevelser, om det nye så drejer sig om en pirring af smagsløgene, gode stunder med familien omkring et nyt spil, øget trivsel i skolen eller noget helt fjerde.
Ja, en kommunes beslutning om at afprøve en ny spiller på markedet, hvad enten det er medarbejderkurser eller kommunikationsværktøjer, kræver mod, men modet skal mobiliseres.
Hvis man altid spiller på det sikre, får man kun sikkerhed for én ting: Status quo. Som forbruger af dagligvarer kan du give dig selv glæden ved at afprøve nyt. Undervejs giver du et medmenneske chancen for at lykkes.
Det leder mig frem til, at vi som samfund må spørge, om vi vil vores iværksættere? Hvis svaret er ja, skal vi – høj som lav – sætte handling bag og købe deres ydelser. Vi skal turde deres innovation og til tider umodne løsninger. Ikke hver gang – men heller ikke aldrig.
Det er i min bog den bedste måde at anerkende iværksætteren på; at tage chancen i markedet ved at købe deres produkt. At give deres nytænkning en chance for at virke over tid. Også selvom det kan virke risikabelt. Vi må hæve perspektivet og ambitionen for vores samfunds virkelyst. Vil vi have innovation og nytænkende virksomheder, så må vi alle sammen tage chancen ved indkøbets alter.
Når jeg møder iværksættere, der har lavet deres første store salg, vil stoltheden ingen ende tage. De vil gå gennem ild og vand for kunden. Og ofte er kimen dermed lagt til at nå næste niveau. Et niveau, hvor momsen kan betales til tiden, hvor A-skatten blinker i stolthedens tegn, når der afregnes løn til de få medarbejdere på månedlig basis.
Mange iværksættere vil gå til i krisens tid. Det gør mange i øvrigt også i opgangstider. Det er et vilkår for iværksættere, ja. Men jeg vil gerne opfordre alle til alligevel at sende anerkendende energi i iværksætterens retning i disse tider.
Så lidt som en medmenneskelig opfordring eller et like på et Facebook-opslag kan være det afgørende vigtige skub fremad til en bæredygtig iværksætter-succes. Lad ikke kun iværksætterne tage en chance. Du kan også.

