Fortsæt til indhold

Digitale tvillinger skal gøre os klogere på vores sundhed

Danmark fremhæves ofte som et af de mest digitaliserede lande i verden og som et foregangsland, når det kommer til digitaliseringen af sundhedsvæsenet. Men nu skal vi til at tage det næste store skridt, og skabe en digital sundhedstvilling af danskeren.

Debat
Natasha Friis SaxbergDirektør for IT-Branchen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Natasha Friis Saxberg

Stort set al patientkontakt og -data bliver i dag opsamlet et eller andet sted i sundhedsvæsenet. Uanset om det drejer sig om patientjournaler, medicinkort, måleresultater, behandlerinformation eller patientfeedback, ja så findes det i dag i et eller andet system.

En sand guldgrube af data. Udfordringen er bare, at det er svært at få lov til at bruge disse data til at udvikle nye løsninger, der f.eks. kan bidrage til forebyggelse, tidlig opsporing eller bedre behandling.

Patientdata, der er indsamlet i forbindelse med behandling af danske patienter, må nemlig ikke uden videre bruges til andre formål. I nogle situationer vil det f.eks. kræve samtykke fra patienterne, hvilket reelt er umuligt eller kræver en meget langtrukken proces.

Data er også tit lokalt placeret, hvilket gør, at man skal igennem en lang række besværlige ansøgningsprocesser, ligesom der skal laves helt nye databehandleraftaler.

Og her strander tingene ofte. Processen omkring at få indsamlet tilladelser og data bliver for tung, og man ender med et så lille datasæt (hvis noget overhovedet), at det ikke kan bruges.

Dermed går sundhedsvæsenet glip af vigtige data, som ellers kan bruges aktivt til f.eks. forskning, analyse og forbedring af patientforløb.

Samtidig kan sundhedsvæsenet ifølge en analyse fra Copenhagen Healthtech Cluster opnå gevinster for mellem 9-16 mia. kr. ved at optimere driften og træffe bedre beslutninger på baggrund af data.

Vi skal skabe en dansk digital sundhedstvilling

Mængden og kvaliteten af patient- og sundhedsdata i Danmark er sandsynligvis et af de mest omfangsrige i verden, og det giver os nogle helt unikke muligheder, som vi bør gå efter.

En af mulighederne er at opbygge en digital tvilling af danskerne – en virtuel repræsentation af en patient.

Digitale tvillinger er ikke noget nyt og har eksisteret i over 20 år, men har hovedsageligt været brugt til virtuelt at genskabe komplekse industrimaskiner, it-netværk og senest indenfor smart cities for at kunne teste infrastrukturløsninger.

En digital sundhedstvilling er et naturligt next step i denne udvikling.

Med en digital sundhedstvilling af en lang række typiske patientprofiler, der indeholder alle relevante sundhedsdata, kan man langt bedre forudsige sygdomme, scanne og f.eks. identificere kræft på tidligere stadier samt digitalt teste effekten af medicin og behandlinger.

Med tiden kan det udvides til, at man kan lave sin egen personlige digitale tvilling med præcis gengivelse af ens lever, hjerte, blodtryk, etc. og dermed få kontinuerlige og skræddersyede sundhedsmeldinger og anbefalinger til en selv.

På EU-plan er man allerede i gang. Her arbejder en lang række organisationer, virksomheder og hospitaler gennem Ecosystem for Digital Twins in Healthcare (EDITH) sammen om at skabe netop digitale tvillinger af patienternes kroppe inklusiv interne organer. Et arbejde, langt flere danske hospitaler og virksomheder bør involvere sig i.

Skal vi gøre datadeling til et krav?

Selvom de relevante data allerede er indsamlet og gemt et eller andet sted i det danske sundhedssystem, er der desværre et stykke vej, før vi kan opbygge digitale sundhedstvillinger af danskerne.

Den største udfordring er, at vi pga. persondataforordningen ikke bare må dele patientdata på tværs af fagområder og afdelinger i sundhedssektoren.

Ærgerligt, da danskerne faktisk gerne vil dele deres data. En analyse fra Trygfonden fortæller, at 89 pct. af danskerne gerne vil dele deres egne sundhedsdata mere, end de gør i dag, fordi det kan være med til at give dem selv og andre en bedre behandling.

Og med brugen af AI herunder syntetisk data, kan vi anonymisere data, så vi stadig får al den værdifulde viden, uden at gå på kompromis med persondata og GDPR. Så mulighederne er der. De skal bare gribes.

Men det kræver en ændret lovgivning, der gør det muligt, at bruge patientdata på tværs af hele sundhedssektoren.

Her kunne man overveje at vende samtykkekravet på hovedet, så de få danskere, der ikke ønsker at dele deres sundhedsdata, kan frabede sig dette, mens det store flertal som genre vil, kan slippe for at tage stilling fra gang til gang.

Det ville være til gavn for hele samfundet, og fremtidssikre vores sundhedsvæsen. Så lad os skabe et bedre og mere sikkert sundhedsvæsen gennem digitale sundhedstvillinger.

Artiklens emner
Digitalisering
Sundhedsvæsenet